Kuromon Ichiba Market
Kuromon Ichiba Market ligger lidt øst for området Namba, og det er nemt at komme hertil, hvis vi tager toget ind til JR-Namba Station. Markedet, der stammer fra Edo-perioden, ligger i en 600 meter lang overdækket arkade og er kendt som "Osakas Køkken", idet her er omkring 150 boder, der primært tilbyder frisk fisk og skaldyr samt Kobe- og wagyu-kød.
Første gang vi er derinde, spiser vi en sen frokost i et lille område med flere små madboder og et fælles bord i midten. Jens Peter får tonkatsu og Hanne en portion sashimi med ris og misosuppe til. Det hele smager lækkert, og vi er enige om at komme tilbage en dag.
Kobe-kød er verdenskendt og virkelig, virkelig dyrt, men vi er enige om, at vi ikke kan besøge Japan uden at smage dette lækre kød bare en enkelt gang. Vi beslutter os for, at det skal være på Kuromon Ichiba Market. Vi vælger den lille restaurant Hyogo, der reklamerer med, at de er i Michelin-guiden, selvom det nu ikke fremgår af indretningen. Vi køber fem nigiri med den lækreste tun til deling samt et stort spyd hver med Kobe-kød. Hvert spyd koster 150 kr., men det smager heldigvis helt fantastisk, og nu har vi i hvert fald prøvet det.
Vi kommer tilbage to gange mere til den samme lille restaurant, bl.a. på vores bryllupsdag, og begge gange køber vi de lækre nigiri til deling, men nøjes med et lille spyd med wagyu-kød hver, som er noget billigere, men stadig rigtig lækkert.