Fujikawaguchiko

Torsdag den 14. maj tager vi bussen kl. 10.35 fra Shinjuku Station til den lille by Fujikawaguchiko vest for Tokyo. Vi er glade for, at vi var forbi stationen og købe billetter dagen før, da det viser sig, at bussen er fyldt. Vi ankommer til Fujikawaguchiko kl. 12.20, og det første, vi gør, er at købe busbilletter til om lørdagen, hvor vi skal tilbage til Osaka, og derefter tager vi en taxa til vores hotel.

Fujikawaguchiko er en lille by med ca. 27.000 indbyggere, der ligger i området The Fuji Five Lakes, og vi har valgt at tage hertil, da det skulle være byen, hvor man har den bedste udsigt til Japans mest kendte vartegn, Mount Fuji. Vi har to overnatninger her og har valgt at bo på hotellet Lake Land Hotel Mizunosato, der ligger ned til søen Kawaguchiko. Vi havde forestillet os, at vi nemt ville kunne gå op i byen nede fra hotellet, men kan godt se, da vi kører derned, at det vist må blive en taxa hver vej.

Det er en lidt pudsig oplevelse at ankomme til hotellet. Det hele virker lidt mørkt og lukket, eftersom det er for tidligt til tjek-in, og både receptionen og de ansatte virker til at have kendt bedre dage. Vi får dog tjekket ind og afleveret vores kuffert, hvorefter vi går ud for at se, om vi kan finde et sted i området, hvor vi kan få lidt frokost. Det regner, men vi har heldigvis de paraplyer, vi købte i Tokyo, så vi går hen til caféen CISCO Coffee. Der er desværre ventetid på at få et bord, men da det stadig regner, og der ikke er andre steder i nærheden, sætter vi os ned og venter. Folk har desværre ikke travlt med at komme ud i regnen, men det lykkes os da til sidst at få et bord og lidt at spise.

Vi går derefter tilbage til hotellet, og da det er holdt op med at regne, tager vi stien langs søen, hvorfra der er en flot udsigt til bjergene syd for søen. Vi kan dog ikke se Mount Fuji, der ligger nord for Fujikawaguchiko og er helt dækket af skyer. Vi kommer tilbage på hotellet, hvor vores kuffert er blevet båret op på værelset, og vi får udleveret nøglen. Værelset viser sig at være meget stort med to stole henne ved vinduet, hvor vi kan sidde og se ud over søen. Det meste af gulvet er dækket af traditionelle japanske tatami-måtter, der er lavet af pressede risstrå og flettet lysesiv og typisk måler 1 m × 2 meter. Her er pænt og rent og ganske hyggeligt, selvom her er lidt gammeldags, og det største minus er, at der ude på toilettet er monteret et pissoir på væggen; det har vi godt nok ikke prøvet på et hotelværelse før.

Vi får hotellet til at bestille en taxa og kører op til stationen, så vi kan få kigget lidt på byen. Mount Fuji er nu blevet mere synlig, og vi får taget de første billeder af det ikoniske bjerg. Når man ser billeder her fra byen, bliver folk ofte fotograferet foran nærbutikken Lawson, så det må vi også prøve. Vi finder ud af dagen efter, at det er den forkerte Lawson; der kan man bare se. Vi går lidt rundt i byen, som er meget lille, og går også en tur ned til søen. Her sker nu ikke meget, så vi ender hurtigt med at gå hen på den lille hyggelige bar Oar Blue, hvor vi får et par gode øl. Vi går derefter hen til restauranten HAOSTAY, hvor vi får tonkatsu, hvorefter vi tager en taxa oppe fra stationen tilbage til hotellet.

Næste morgen, fredag den 15. maj, tager vi hotellets shuttlebus op til byen, hvor vi spiser morgenmad på caféen Tourist Base. De har en tagterrasse med en fantastisk udsigt til Mount Fuji, og vi kan få taget de første billeder af et helt skyfrit bjerg. Da vi regner med at komme sent tilbage til hotellet, har vi taget jakker med, men det er allerede varmt, så vi finder et skab på stationen, hvor vi kan opbevare dem, og tager derefter en shuttlebus til Oishi Park, der ligger på den sydlige bred af Kawaguchiko-søen.

Efter et par skønne timer i Oishi Park tager vi en shuttlebus tilbage til byen og vælger at stå af gangen før stationen, så vi kan få taget et par billeder ved den “rigtige” Lawson. Bjerget er dog igen blevet dækket af skyer, så det bliver ikke til så meget. Vi drikker en sodavand og spiser en æggesandwich og går tilbage til byen, hvor vi har bestilt tid til en rundvisning på det lille sakedestilleri, Ide Sake Brewery, kl. 15.00.

Vi bliver vist rundt af ejeren, som er meget charmerende og rigtig god til at fortælle. Det er et meget lille sted, så der er ikke så meget at se, men vi bliver klogere på, hvordan man laver sake, der er Japans nationaldrik. Sake brygges af fire ingredienser: polerede ris, vand, gær og koji, der er en særlig fermenteringskultur; jo mere risen poleres, desto finere og renere bliver smagen. Vi slutter af med at smage fire forskellige typer, og selvom et par af dem smager udmærket, bliver det nok ikke vores favoritdrik. Vi køber dog en lille sakekande og fire små glas i stentøj til minde om vores besøg.

Derefter besøger vi endnu engang baren Oar Blue og slutter dagen af med en gang ramen på restauranten Ramen Fuku-chan. Vi tager en taxa tilbage til hotellet.

Næste morgen, lørdag den 16. maj, tjekker vi ud fra hotellet og tager igen deres shuttlebus op til stationen, hvor vi skal med en bus kl. 11.30. Vi kan ikke rigtig finde et sted at spise morgenmad, så vi ender med at sætte os på en bænk med et par æggesandwich fra Lawson.

Vi skal køre fra Kawaguchiko Station til Shizuoka Station, hvor vi skal med Shinkansen kl. 14.07 tilbage til Osaka, og vi er godt klar, at vi ikke har megen tid at løbe på, så vi bliver lidt irriterede over trafikken indimellem, da vi ikke rigtig har plads til forsinkelser. Da vi når frem, har vi kun 15 minutter, til toget kører, og vi skal først have printet vores billetter, hvilket vi ikke kan få til at lykkes. Vi forsøger at få hjælp på billetkontoret uden held, men vi får så at vide, at vi bare skal gå hen til indgangen til Shinkansen, hvor vi kan skanne vores stregkode. Det lykkes, og vi har to minutter til at komme op ad rulletrapperne; vi når lige ind på vores pladser, og så kører toget. Vi når godt frem til Osaka og er enige om, at vi har haft en fantastisk tur til både Kanazawa, Tokyo og Fujikawaguchiko.