Status på år 6

Det er den 29. november 2025, og det er nu seks år siden, at vi forlod Danmark. Det er tid til at gøre status over år 6.

Efter tre måneder i Chiang Mai i Thailand rejste vi videre lige før jul, og som vi skrev sidste år, vil vi især huske byen for vores hyggelige lejlighed, vores dejlige område Nimman samt de mange flotte templer. Vi vil også huske lanternefestivalen, vores besøg hos elefanterne og ikke mindst vores dejlige tur til Bangkok og Krabi. Vi havde en rigtig god tid i Chiang Mai.

Vi ankom til den forholdsvis lille by Luang Prabang i Laos lige før jul, og vi faldt straks for byen og fortrød hurtigt, at vi kun skulle bo her i fire uger. Vi havde en dejlig jul og vil især huske Luang Prabang for den hyggelige hovedgade med dejlige restauranter, vores mange gåture langs Mekongfloden, de smukke huse og de mange munke i gaderne. Vi havde også en dejlig sejltur på floden og var meget imponerede over det flotte vandfald uden for byen.

Derefter boede vi en uge i Siem Reap i Cambodia, hvor vi besøgte det fantastiske tempel Angkor Wat og de mange andre templer i området. Det var en stor oplevelse, som vi altid vil huske, men byen Siem Reap var slet ikke os. Vi glemmer aldrig de mange pågående sælgere og tuk-tuk-chauffører eller festgaden Pub Street, så en uge i byen var nok.

Vi bestilte en chauffør til at køre os fra Siem Reap til Cambodias hovedstad Phnom Penh, hvortil vi ankom den 22. januar. Vi vil især huske byen for de mange tuk-tuk’er i gaderne, det spændende marked, det meget smukke palads og vores udflugt til Silk Island. Vi glemmer heller aldrig vores besøg på Folkemordsmuseet S-21 og folkemordscenteret Killing Fields, hvor vi blev klogere på den frygtelige tid under Pol Pot og Khmer Rouge-regimet. Vi blev glædeligt overrasket over de mange gode restauranter og butikken med franske lækkerier, men kunne godt have undværet de høje temperaturer, og byen har ikke så meget at byde på, så syv uger var meget passende.

Den 10. marts blev vi kørt til Ho Chi Minh City i Vietnam, hvor vi havde et par spændende dage, inden vi tog videre til hovedstaden Hanoi, hvor vi boede i knap tre måneder. Vi vil altid huske Hanoi for vores hyggelige område tæt på den store sø, det gamle kvarter med hektisk trafik, dyttende scootere, gadehandlere og de manglende fortove. Vi vil også huske den gode mad, æggekaffen, de søde mennesker og det utrolig lave prisniveau. Turen til Ha Long-bugten var lidt for turistet, men vi havde til gengæld en fantastisk tur til lanternebyen Hoi An. Vi vil altid huske Hanoi som helt speciel og som et sted, vi godt kunne besøge igen.

Derefter blev det i starten af juni tid til vores første møde med Kina, og vi startede med den kæmpestore by Chengdu, hvor vi boede i fire uger. Vi vil især huske Chengdu for de meget åbne, søde og nysgerrige mennesker, men også for vores gåture langs floden, de mange pandafigurer i gaderne og den meget underholdende forestilling med Sichuan Opera. Vi blev lidt skuffede over besøget hos de levende pandaer, men vi havde heldigvis mange andre gode oplevelser i byen, der har flotte museer og flere hyggelige parker.

Den 2. juli tog vi højhastighedstoget fra Chengdu til Giuilin i det sydlige Kina, hvor vi også boede i fire uger. Vi vil altid huske Guilin som en utrolig hyggelig by med en meget flot promenade langs floden og det meget smukke område med søer, hvor vi gik mange ture. Vi vil også huske sejlturen på Li-floden med de smukke kalkstensbjerge og vores udflugt til de flotte risterrasser, men vi glemmer nok heller aldrig den ulidelige varme i alle fire uger, som begrænsede os i, hvor meget vi kunne holde ud at lave. Vi har heller ikke tidligere været et sted, hvor vi havde så svært ved at finde gode restauranter.

Efter Guilin blev det tre måneder i Sydkoreas hovedstad Seoul. Vi vil huske Seoul for vores dejlige område med gode restauranter, den gode offentlige transport, de flotte paladser og områderne med de hyggelige smalle gader. Vi vil også huske den guidede gåtur i Gangnam og den helt specielle k-pop-kultur samt museet om Koreakrigen og turen op til grænsen til Nordkorea, hvor vi nu ikke kunne se så meget som forventet. Vi havde også en dejlig tur til Busan i den sydlige del af landet. Vi glemmer desværre ikke de meget varme dage i starten af vores ophold eller vores lejlighed på 3. sal uden elevator og alt for mange myg, som ikke var pengene værd, selvom den lå helt perfekt.

I slutningen af oktober tog vi tilbage til Kina; denne gang til Xi’an, hvor vi havde fire dejlige uger. Vi vil især huske Xi’an for besøget på museet med Terrakottahæren, som er helt specielt, samt gåturen på den meget flotte bymur, vores hyggelige område ved den sydlige bymur og turen ud til den meget flotte park uden for den gamle by. Vi vil også huske vores nudelsted og tehusene, og så nød vi, at temperaturen faldt en del, selvom det blev lige koldt nok til sidst. Xi’an er indtil nu det bedste sted, vi har boet i Kina.

Vi slutter år 6 af med 12 dage i Hongkong i Kina, og vi vil især huske byen for den gode guidede gåtur, hvor vi lærte meget om byens historie, de mange skyskrabere og den flotte udsigt fra Victoria Peak. Vi vil også huske de mange gode restauranter og de vestlige butikker, men desværre også de skyhøje priser, som vi slet ikke har været vant til de sidste 20 måneder i Asien.


Det, vi nok bedst vil huske år 6 for, er vores møde med Kina, der har været en rigtig god oplevelse og et land, vi slet ikke er færdige med at udforske. De tre byer Chengdu, Guilin og Xi’an har været meget forskellige, men kineserne har alle steder været meget positive, åbne og nysgerrige. Mange vil gerne snakke med os og ikke mindst fotograferes sammen med os, og selvom meget få taler engelsk, er de alle meget hjælpsomme. Vi havde hørt, at kineserne kunne være støjende og uhøflige, men det er slet ikke vores oplevelse, i hvert fald ikke når de er i deres eget land.

Det er indimellem lidt frustrerende, at så få taler engelsk, især på hotellerne, hvor det har været helt skidt. Det har også været sværere at finde restauranter, vi har haft lyst til at besøge, og så er det lidt en udfordring at skulle planlægge sine toiletbesøg efter, hvor man kan finde et handicaptoilet. Vi er simpelthen for gamle til squat-toiletter. Deres pendant til Google Map er dårlig, og man skal huske at slå VPN til, når man skal på de sociale medier og bruge Saxos app, men vi er til gengæld imponerede over appen Alipay. Den bruges som betalingsmiddel alle steder, men kan også bruges til alt muligt andet, bl.a. bestilling af en DiDi (taxa). I Xi’an fandt vi ud af at bruge den til at scanne menukortet på restauranterne. Teksten oversættes til engelsk, og vi kan i ro og mag bestille vores mad og betale med det samme. Genialt.

År 6 blev også det år, hvor vi har boet flest steder. Det skyldes især, at vi gerne vil se så meget af Kina som muligt, og med de visumregler, der er, kan vi ikke bo lang tid hvert sted. Vi er glade for at have haft muligheden for at opleve så mange steder og fortryder ikke vores valg, men vi bliver også lidt trætte indimellem, for det passer os nu bedst med tre måneder hvert sted. Vi er lidt trætte af lufthavne, små hotelværelser, små lejligheder med alt i ét rum og meget dårlige møbler. Vi er også trætte af at spise ude hver dag. Det sidste år har vi boet steder enten uden køkken eller med et køkken, der ikke kunne bruges til noget fornuftigt; bortset fra i Hanoi, hvor vi så ikke fandt et ordentligt supermarked. Vi savner virkelig at lave mad og spise hjemme.

Men selvom vi føler os lidt trætte og slidte i øjeblikket, er vi slet ikke klar til at tage hjem endnu. Vi har heldigvis lidt mere plads de næste par steder, og så glæder vi os til år 7, hvor vi bl.a. skal besøge Japan og Beijing (ja, mere Kina).

Vi elsker vores nomadeliv og tror desværre, at pengene slipper op før rejselysten.