Street food
Som alle andre steder i Asien er her en del street food, primært i områderne Dotonbori og Shinsekai, hvor turisterne er. Normalt er det ikke noget, vi køber meget af, da vi altid er lidt nervøse for hygiejnen, men Hanne vil gerne prøve takoyaki, der er en populær japansk specialitet her fra regionen.
Takoyaki er små, runde dejkugler bagt i en speciel støbejernspande, hvor dejen er lavet på hvedemel, æg og dashi (japansk fiskebouillon), og fyldet består af friske stykker af kogt blæksprutte og ofte forårsløg og syltet ingefær. Kuglerne pensles med en sød og salt takoyaki-sauce og japansk mayonnaise, og til sidst drysses de med tørret tang (aonori) og katsuobushi (flager af tørret bonito-tun). Hanne synes, de smager dejligt, men Jens Peter er ikke fan af denne specialitet.
Jens Peter bliver til gengæld lidt vild med jordbær-mochi, der er meget populære her i forårsmånederne. Mochi er en sej og blød dej lavet af rismel, og den fås med forskellige former for fyld, og så er der et jordbær i midten til at friske dem op. Dem kan Hanne nu også lide.