Butikkerne

Der er ikke mange butikker i vores område, men der ligger dog et varehus ved siden af Imamiya Station, hvor der både er et supermarked, et byggemarked og en Daiso. Daiso er en japansk kæde, der har et kæmpe udvalg af meget billige varer, eksempelvis køkkenting, bøjler, papirvarer og meget, meget mere.

Tager vi toget op til JR-Namba Station, er der et hav af butikker, både i Namba Walk og i alle arkaderne. Mange af butikkerne her er dog meget turistede, og det gælder også dem, der ligger i området Shinsekai. Der er indtil flere indkøbscentre i Osaka, og vi får besøgt nogle stykker. Jens Peter får købt både bukser og skjorte hos den japanske kæde Uniqlo.

Vi besøger den japanske kæde Don Quijote nogle gange, da det er en sjov butik at gå rundt i. Det er en discountbutik med et kæmpe varesortiment, typisk lidt mindre ting og sager, der alle er ret billige. De har bl.a. et stort udvalg af souvenirs, skønhedsprodukter og forskellige former for japanske snacks. Vi har besøgt deres butikker flere steder i Asien, men her hedder de Don Don Donki. Det skyldes, at navnet Don Quijote var varemærkebeskyttet af en lokal restaurant og et bageri i flere lande, da de ekspanderede.

Mange handler i de små nærbutikker Lawson, FamilyMart og 7-Eleven, som ligger alle steder i byen. Vi har hørt, at især 7-Elevens æggesandwich skulle være lækker, men den får vi nu aldrig prøvet. Til gengæld køber vi æggesandwich hos Lawson et par gange, og den smager rigtig godt. En væsentlig grund til, at folk køber sandwich og andre færdigretter hos nærbutikkerne, er, at der simpelthen er så mange butikker alle steder, at de får leveret friske varer flere gange om dagen. Alle tre kæder er i øvrigt japanske, hvilket er en stor overraskelse for os. Vi har nemlig altid troet, at 7-Eleven var amerikansk.

En anden ting, man finder alle steder i byen, er automater med drikkevarer. I nogle beboelsesområder virker det til, at hver enkelt ejerforening har deres egen maskine. Vi bliver glade for sodavanden C.C. Lemon, så den tager vi indimellem med hjem. Det er en meget frisk citronvand fra det japanske bryggeri Suntory, der har hovedsæde i Osaka. Vi har en automat fra Coca-Cola stående lige uden for hoveddøren, men den er nu ofte slukket, så den er nok ikke så populær.