Monkey Cinema Restaurant
Monkey Cinema Restaurant er en af de restauranter, der ligger tættest på vores lejlighed, og det er også den første restaurant, vi besøger. Her er rigtig hyggeligt med en helt speciel indretning, idet her er pyntet op med alverdens sjove ting og sager. Menukortet er lidt mexicanskinspireret, så der er meget, Hanne ikke kan tåle. Vi tager derfor altid en XL-steak, som vi deler, og den bliver serveret på en varm plade sammen med lidt grøntsager og kartofler. Der er meget få kartofler, så efter vores første besøg bestiller vi altid et par ekstra portioner. Hanne får oftest en Asahi-øl og Jens Peter en lemon sour.
Den første aften spørger vi tjeneren, hvorfor restauranten hedder Monkey Cinema, og han viser os, at der er en lille biografsal skjult bag den ene væg i restauranten, og at man kan bestille tid til en visning. De har tre forskellige film, der alle er med engelske undertekster, og det er ejeren og restaurantens kok, der har instrueret filmene. Han er så også tjenerens far.
Efter et par måneder får vi bestilt tid til en privat visning, og vi får en drink med ind i salen. Vi ser filmen “Arigato, Monster”, der handler om to skraldemænd, hvor den ene får lokket den anden med til, at de i stedet skal være skuespillere og efterfølgende monstere i Osakas natteliv. Filmen er meget japansk og ret skør, men handler i bund og grund om, at man skal være sig selv og finde ud af, hvad man vil med sit liv, uden at lade sig lokke til noget, man ikke har lyst til. Lidt speciel film, men en god oplevelse, og vi har en god snak med instruktøren og dermed ejeren af restauranten bagefter.
Vi spiser her på vores sidste aften i byen og får sagt farvel til alle tjenerne og ejeren. De er så søde alle sammen, og da vi går, følger de alle med udenfor, så de kan vinke farvel. Det er meget japansk.