Vores lejlighed

Vi bor i en lille lejlighed på adressen Landmark Namba South, lejlighed 402, Nishinari Ward, Kitahiraki, 1 Chome−3−4 i et område ca. 2 km syd for Namba, der må betegnes som den centrale del af Osaka.

Vi bor øverst oppe i en nyere ejendom uden elevator. Etagen svarer til 3. sal i Danmark, men trinene er usædvanligt høje, så vi synes, det er lidt hårdt at komme op, især med bagage. Det er en ejendom med stor udskiftning, idet de fleste lejligheder lejes ud gennem Airbnb eller andre platforme, og mange bor her kun få dage. Der hænger et meget stort antal paraplyer i opgangen til fri afbenyttelse, hvilket er meget rart.

Lejligheden er ret lille, og det er lidt svært at vænne sig til, efter vi har haft så meget plads i Taipei. Vi føler lidt, at vi skal kante os rundt. Man går direkte ind i stuen med et lille spisebord først for og derefter en lille sofa, som reelt er en sovesofa, samt et lille bord. Til højre for hoveddøren er et lille køkken og to døre ud til henholdsvis toilet og badeværelse. For enden af stuen er der en skydedør i hele stuens bredde ind til soveværelset, hvor der står to dobbeltsenge meget tæt op ad hinanden. Der er ikke hverken skab eller kommode, så vi lægger kufferterne på den ene dobbeltseng og får ikke rigtig pakket ud i tre måneder. Der er et par bøjlestativer, så Jens Peter kan få hængt sine skjorter op, og her hænger vi også vores jakker. Vi bruger det ene til at tørre tøj på, da tørrestativet er meget lille.

Vi kan dog ikke rigtig tillade os at brokke os, da lejligheden ser ud fuldstændig som på billederne; den er bare ikke velegnet, når man skal bo her i tre måneder. Stolene omkring spisebordet er meget smalle, og Jens Peter får ondt af at sidde der, og Hanne får ondt af at sidde i sovesofaen, der også er alt for smal. Vi binder sofabenene sammen, så hun kan få benene op i den ene side. Køkkenet fejler i og for sig ikke noget, men her er ikke meget plads, idet man både har sat en mikrobølgeovn og en miniovn ind, så for at få plads til elkogeren må vi sætte miniovnen over på en af stolene. Riskogeren er der fundet plads til i reolen. Vi tager færdigretter og sandwich med hjem nogle gange, men får ikke lavet mad. Det skyldes til dels, at der ikke er meget plads, men også at det er så billigt at gå ud at spise. Det er til gengæld dejligt, at vi for første gang i to år kan drikke vandet i hanen uden at koge det først.

Toilettet er sat ind i, hvad der svarer til et kosteskab, så vi må næsten bakke ind. Til gengæld er der tale om et toilet med indbygget håndvask, som vi nu ikke benytter os af. Badeværelset fungerer rigtig fint, idet her både er vaskemaskine, håndvask og separat baderum. I baderummet er der et lille badekar, men rummet er indrettet, så man kan tage brusebad på gulvet ved siden af badekarret. Vaskemaskinen kan desværre kun vaske med koldt vand. Det prøvede vi også i Nicaragua og Peru, men havde ikke forestillet os, at det ville være tilfældet i Japan.

En dag går brandalarmen i gang i ejendommen, og da vi alligevel er på vej ud, tager vi vores ting og går ned på gaden. Da vi har tjekket ejendommen og ikke kan se røg nogen steder, og da vi ikke ved, hvad vi ellers skal gøre, ender vi med bare at gå. Da vi kommer hjem, kan vi se, at vi har en besked i vores dørtelefon, og der kan vi se, at brandvæsenet har været forbi.

Vores område er i og for sig fint nok, og vi bliver glade nok for at bo her, men indimellem er der lidt larm fra det lille autoværksted lidt længere nede ad gaden, som til tider bruger nogen tid på at skære metal op, også om søndagen. Udrykningskøretøjerne nede på den brede vej larmer også uforholdsmæssigt meget, da de ud over sirenen har en højttaler med en meget højttalende person, der tændes, når de kører ud i et kryds, og fredag og lørdag aften bliver der kørt ræs nede på den brede vej af enten motorcykler eller biler. Vi vil dog, når alt kommer til alt, hellere bo her end i et af turistområderne.

Vores vært er rigtig god til at svare, når vi har brug for det, hvilket vi har et par gange, da vi har problemer med vaskemaskinen. Han svarer hurtigt og sørger for, at der kommer en håndværker. Da vi har brug for at tjekke ud senere på den sidste dag, er det heller ikke noget problem. Han har dog lidt travlt med at få os til at give lejligheden en femstjernet anmeldelse, men det synes vi ikke helt, at vi kan. Den er fin til kortere ophold, men ikke til tre måneder.