Restaurant | Peru

13 Monjas

En af de bedre restauranter i Arequipa - 13 Monjas

Restauranten 13 Monjas, som ligger i Arequipas historiske centrum over for det tidligere kloster Santa Catarina, kan klart anbefales. Her er hyggeligt, betjeningen er god, og de har både åbent til frokost og aften. Her er gode drinks, øl og vin, og så har de byens bedste pizzaer.

Her er lang kø ude på gaden om aftenen, så husk at bestille bord.

Guide | Peru - Seværdighed | Peru

Amazonas Explorer

Guiden Edwar Pumacayo er en fantastisk guide.

Hvis du ønsker en personlig og skræddersyet tur til Cusco, Valle Sagrado og Machu Picchu, anbefaler vi, at du tager fat i Amazonas Explorer. De giver en hurtig og professionel betjening, og der bliver taget hånd om alt fra guide og chauffør til hoteller, togbilletter og entrebilletter, så du behøver ikke at tænke på noget selv.

Vi kan især anbefale guiden Edwar Pumacayo, som ved alt, hvad der er værd at vide om inkaerne, og samtidig er rigtig behageligt selskab.

 
Museum | Mexico

Antropología

Museo Nacional de Antropología

Museo Nacional de Antropología ligger i parken Bosque de Chapultepec i Mexico City og er absolut et besøg værd. 

Udstillingerne fortæller om alle de præ-colombianske civilisationer, der har været bosat i det, der i dag er kendt som Mexico, samt i det tidligere mexicanske territorium, som i dag er det sydvestlige USA. Derudover er der udstillinger, der viser kulturen i indianerbefolkningen i Mexico siden den spanske kolonisering.

Et af de flotteste museer, vi nogensinde har besøgt.

Nationalpark | Andre stater, USA

Arches National Park

Arches National Park

Arches National Park i staten Utah er en fantastisk oplevelse, og man kan hurtigt bruge nogle timer her. Det er et kæmpe område med utrolig smukke sandstensformationer i røde farver, som flere steder danner smukke buer, og man bliver slet ikke træt af at fotografere dem fra alle vinkler.

Husk at tage vand med, da det ikke er muligt at købe noget nogen steder.

Seværdighed | Peru

Arequipas historiske centrum

Arequipas historiske centrum - Plaza de Armas er en af de flotteste vi har set

Arequipa, der er Perus andenstørste by, har et meget smukt historisk centrum med mange smukke bygninger og hyggelige gårde. Den største seværdighed er Plaza de Armas, som er en af de smukkeste pladser i Sydamerika og byens naturlige samlingspunkt. Derudover anbefaler vi et besøg i klosteret Monasterio de Santa Catalina og i de smukke gårde Claustros de La Compañia. 

Hvis du kun har få dage i byen, skal du bo i dette område, som i øvrigt er helt sikkert at bevæge sig rundt i.

Kunst | Colorado, USA

Art Walk on Santa Fe

Art Walk on Santa Fe

Den første fredag i måneden åbner alle gallerierne på Santa Fe i Denver dørene, så man får mulighed for at se forskellige udstillinger og ikke mindst arbejdende værksteder.

Der er masser af mennesker, det er både spændende og hyggeligt, og hvis man bliver sulten undervejs, er der sat flere foodtrucks op rundt omkring.

Seværdighed | Mexico

Avenida Amsterdam

Avenida Amsterdam

En af de hyggeligste gader i Mexico City er Amsterdam, som ligger i området omkring Condesa og Roma Norte.

Her er masser af caféer og restauranter, og man føler, man kommer ind i en oase, da her er masser af træer og meget lidt trafik. I midten af denne ellipseformede vej finder man Parque México, som især i weekenden er velbesøgt.

Seværdighed | Andre stater, USA

Badlands National Park

Badlands National Park

Nationalparken Badlands i staten South Dakota byder på et helt specielt landskab. Det er et stort område, der består af kraftigt eroderede butter, tinder og toppe, som er utrolig flot, og hvor farverne skifter hele tiden. Hvis man er heldig, kan man bl.a. se hjorte og vilde får.

Om vinteren er her temmelig koldt, og somrene kan være utrolig varme.