Restauranterne, caféerne og barerne

Efter at have rejst rundt i Asien i et par år er vi blevet ret glade for det japanske køkken, og vi får prøvet de fleste typiske japanske retter i løbet af vores tre måneder i Osaka. Vi får virkelig meget lækker mad, og så synes vi, at det er hyggeligt, at man mange steder sidder i baren, så man kan se kokkene arbejde.

Vi bliver glædeligt overraskede over, hvor billigt det er at gå ud at spise, da vi altid har fået at vide, at det er dyrt at holde ferie i Japan. Man kan få en okonomiyaki, der er en japansk omelet, som steges nede ved bordet, til 65 kr.; det er en meget velsmagende og mættende ret og en hyggelig måde at spise på. Et tonkatsu-sæt, der oftest består af pankopaneret svinekød, kål, ris og misosuppe, koster ca. 55 kr., og rigeligt med sushi til os begge kan vi få for 265 kr. inkl. drikkevarer. Vi får også god ramen, tempura og karaage, der er marineret og friturestegt kylling, og så får vi lækkert japansk oksekød, der dog er knap så billigt. Kobe-kød, der er kendt over hele verden, prøver vi kun en enkelt gang.

Kobe-kød kommer fra en af de fire japanske kvægracer, som gennem mere end 200 år er blevet fremavlet til at opnå en helt særlig kvalitet. Fællesbetegnelsen for de fire racer er det meget kendte navn wagyu. Den primære forskel på Kobe- og wagyu-kød er det geografiske sted, hvor kvæget opdrættes. Kobe-kød er med andre ord wagyu-kvæg, der er opdrættet og slagtet i Kobe-regionen i Japan. Det kan sammenlignes lidt med champagne, som skal komme fra Champagne-området for at kunne sælges under betegnelsen.