Vores område
Vores område ligger ca. 2 km syd for Namba og er et område, hvor der primært er beboelse samt lidt industri, flere små autoværksteder og andre små forretningsdrivende. Der ligger et varehus ved Imamiya Station, hvor der er et supermarked, et byggemarked og en Daiso, men ellers er her ikke mange butikker. I stationsbygningen ligger der en Lawson samt to spillehaller, hvor man kan spille pachinko og på enarmet tyveknægt. Vi kommer op til varehuset og stationen ved at gå lige ud fra vores ejendom og derefter dreje til venstre ved den første vej. Det tager fem minutter at gå derop.
Hvis vi fortsætter under stationen og drejer til venstre, kommer vi op til Monkey Cinema Restaurant, og fortsætter vi lige ud, kommer vi ind i det område, hvor den lille franske restaurant ligger. Hvis vi fortsætter nordpå, kommer vi til en lidt bredere vej, hvor Daikokucho Station ligger, og det er også på denne vej, man finder caféen Fan Tapi, ramen-restauranten Hareruya og okonomiyaki-restauranten Segawa. På den anden side af den brede vej ligger den tyske restaurant German Beer Haus Hamburg.
Det er ikke det mest spændende område at bo i, men vi er glade for, at det er rimeligt lokalt uden alt for mange turister, og at her både er supermarked og to stationer tæt på. Efterhånden som vi finder flere gode restauranter, føler vi os ganske godt tilpasse i området, selvom vi nok ville have foretrukket en lejlighed mellem de to stationer, hvor vi ville have været tættere på de steder, hvor vi kommer ofte.