Ankomst
Vi lander i Kansai Lufthavn i Osaka onsdag den 25. marts 2026 kl. 17.15 lokal tid. Kansai Lufthavn er lidt speciel, idet den ligger syd for byen på en ø ude i Osaka-bugten, som efter sigende er ved at synke, men vi lander da heldigvis uden problemer. Vi kommer hurtigt gennem immigrationen og får vores bagage, men det viser sig, at det i terminal 2, hvor vi er landet, hverken er muligt at hæve penge eller købe simkort, så vi må med en shuttlebus over til terminal 1. Her finder vi et sted, hvor vi får købt et simkort til tre måneder, og vi får også hævet nogle penge. Klokken er efterhånden blevet 19, og da det regner ret meget, har vi ikke rigtig lyst til at udforske byen, så derfor vælger vi at spise i lufthavnen. Vi får ganske udmærket mad i fastfoodrestauranten Sukiya, hvorefter vi er klar til at finde en taxa ind til lejligheden.
Jens Peter har fået installeret taxa-appen GO, og efter lidt søgen lykkes det os at finde ud af, hvor vi skal gå hen for at blive samlet op. Turen ind til lejligheden tager ca. 45 minutter og er noget dyrere, end vi har prøvet længe, idet vi kommer af med ca. 800 kr. Vi finder også ud af, at prisen ikke er låst fast, når man bruger GO-appen, så fremover vil vi nok bruge Uber, hvis vi får brug for en taxa. Det regner stadig, da vi er fremme, men vi finder heldigvis hurtigt ud af at komme ind i postkassen, hvor nøglen ligger, så vi kan komme ind i tørvejr. Der er ikke nogen elevator i ejendommen, og vi skal tre etager op ad nogle usædvanligt høje trin, så Jens Peter må tage en kuffert ad gangen. Det er ret hårdt, så det er godt, at vi har spist og ikke behøver at gå ud igen. Klokken er efterhånden også blevet 21, så vi slapper af resten af aftenen og er klar til at udforske byen i morgen.