Namba og Dotonbori
Namba er et område, der ligger ca. 2 km i nordøstlig retning fra lejligheden, og det ligger i forbindelse med Namba Station. Vi har nemt ved at komme dertil, da vi bare skal tage linje Q et stop fra Imamiya Station til JR-Namba Station nordpå. Et par enkelte gange går vi også derop. Hele stationsområdet strækker sig over et stort areal, både over og under jorden, idet her er mange selskaber, linjer og perroner. JR-Namba ligger i den vestlige ende af stationsområdet. Namba Walk er et 715 meter langt underjordisk indkøbscenter, og her får vi gået mange kilometer, da vi dels handler i supermarkedet Life, dels finder flere restauranter i Namba Walk, hvor vi godt kan lide at komme. Over jorden er her indtil flere indkøbscentre, mange arkader på kryds og tværs, mange brede veje, men også indtil flere lidt smallere hyggelige gader. I en af arkaderne ligger sushirestauranten Sushiro, som vi ofte besøger.
Lige nord for Namba ud til Dotonbori-floden ligger Dotonbori-distriktet, der er et af de mest livlige og ikoniske steder i byen og et sted, alle turister kommer igennem på et eller andet tidspunkt. Området er kendt for sit pulserende natteliv, de mange gadekøkkener og små restauranter samt de meget farvestrålende neonreklameskilte på bygningerne langs kanalen. Det mest kendte skilt er “Glico-manden”, der har hængt her siden 1935 og er en reklame for en karamel, som skulle give nok energi til at løbe 300 meter. Alle bliver fotograferet foran skiltet, og man kan måske sige, at Glico-manden er Osakas svar på Irma-hønen i København. Vi går rundt i dette område mange gange, vi besøger flere butikker, og Hanne køber en portion takoyaki, der er en populær japansk specialitet her fra regionen.
Vi tager også en sejltur på Dotonbori-floden, men ud over at vi får fotograferet Glico-manden fra en ny vinkel, er det ikke særlig spændende. Vi bliver lidt trætte af guiden, der taler til os, som om vi er børn.