Japan | Osaka | Seværdighed

Shinsekai

Shinsekai, Osaka

Shinsekai er et lille område i Osaka, som man ikke må undlade at besøge, selvom her altid er mange turister. Her er sjovt og farvestrålende med masser af flotte dekorationer på bygningerne og neonlys om aftenen, og så er her masser af souvenirbutikker og restauranter. Ikke alle restauranterne er lige gode, men vi kan anbefale et af de små lokale steder i den lille arkade Janjan-Yokochomen; her kan man få den lokale specialitet kushikatsu. Baren Yanagi Bar er også et besøg værd.

Hvis man har planer om at købe en japansk kniv med hjem, kan man besøge Tower Knives, hvor ejeren er halvt dansk.

Kina | Chengdu | Seværdighed

Sichuan Opera

Sichuan Opera

Vores største oplevelse i Chengdu er næsten, da vi køber billetter til en Sichuan Opera-forestilling, som kan ses flere steder i byen. Det er noget helt specielt med musik, dans, klovne, marionetdukker og meget mere, og især det kendte “face-changing show” er imponerende. Det er også muligt at bestille forplejning inden forestillingen, hvilket er meget hyggeligt.

Hvis du vælger en eftermiddagsforestilling i teatret i Cultural Park, så kom gerne i god tid, da parken også er et besøg værd.

Kina | Beijing | Restaurant

Slowboat Brewing

Slowboat Brewing

Hvis man bor i det centrale Beijing og godt kan lide en god øl, kommer man ikke uden om et besøg hos Slowboat. De har et meget stort udvalg af spændende øl, nogle meget lækre burgere, og så er de ansatte rigtig søde. De har åbent fra om formiddagen til midnat, så det er fristende at komme forbi både til frokost og om aftenen.

De skulle have fire yderligere barer i Beijing, som vi dog ikke har besøgt.

Indonesien | Yogyakarta | Seværdighed

Smøgerne

Smøgerne i Yogyakarta

En af Yogyakartas helt store seværdigheder er efter vores mening de mange små smøger, der går på kryds og tværs mellem de større veje i hele byen. Det er her, folk lever og bor, og du kan få mange hyggelige oplevelser ved at gå på opdagelse i de mange smøger, som alle er forskellige.

Du føler dig i øvrigt altid velkommen, da alle hilser, når du går igennem.

Kina | Hongkong | Natur

Solnedgang fra Kowloon

Solnedgang fra Kowloon

Det vil være synd at snyde sig selv for den fantastiske udsigt fra promenaden i Kowloon, når solen går ned. Her kan du nyde synet af Hongkongs skyline både ved solnedgang, og når alle lysene efterfølgende bliver tændt.

Tag afsted en times tid, før solen går ned, så du kan få det hele med.

Cambodia | Siem Reap | Restaurant

Somaha Restaurant and Wine Bar

Somaha Restaurant and Wine Bar

Somaha er en dejlig lille vinbar, som ligger tilpas langt fra Pub Street til, at du kan nyde et godt glas vin i fred og ro. Her er et pænt stort vinkort, og så er her mange gode deleretter, som næsten hører sig til, når man er på vinbar.

Vi kan anbefale deres hjemmelavede foie gras.

Kina | Beijing | Seværdighed

Sommerpaladset

Sommerpaladset

Vi kan helt klart anbefale et besøg ved Sommerpaladset, som er en af Beijings helt store seværdigheder. Det er et stort område, som ligger ud til Kunming-søen, hvor man sagtens kan bruge et par timer på at gå rundt. Det mest imponerende er Den Lange Korridor med tusindvis af smukke billeder.

Sommerpaladset ligger lidt uden for centrum, men det er nemt at komme dertil med metro. Forsøg så vidt muligt at undgå de perioder, hvor kineserne holder ferie.

Australien | Sydney | Restaurant

Song Nhi Vietnamese

Song Nhi Vietnamese

Song Nhi er en lille vietnamesisk restaurant i bydelen St Leonards, som man måske umiddelbart nemt kan komme til at gå forbi. Men det er en fejl. Her er dejlig og meget billig mad, og efter bare få besøg bliver man taget imod som en ven af huset. Vi anbefaler, at man bestiller flere forskellige retter til deling.

Du skal være opmærksom på, at der er lukket om mandagen.