Taps Beer Bar er helt klart et besøg værd, hvis man er ude efter lidt mere specielle øl. De har en række haner med mange typer øl og fra flere forskellige bryggerier, både asiatiske og europæiske.
Fredag og lørdag aften er her levende musik fra kl. ca. 20.30.
Taps Beer Bar
Tastavins
Tastavins i Oaxaca er et rigtig hyggeligt sted, som har specialiseret sig i vin og tapas, men også deres pastaretter er virkelig lækre. Kvaliteten er i top, og det er samtidig et af de billigste steder i byen.
Det er et lille sted, så bestil gerne bord, eller tag et glas vin i baren, mens du venter.
Teatro Colón
Teatro Colón er et af de mest anerkendte operahuse i verden, og er man i Buenos Aires, skal man bestemt tage på en rundvisning. Her er virkelig smukt, og selve salen med lysene tændt er hele besøget værd.
Der er rundvisninger hver dag, men de er meget populære, så vi anbefaler, at man køber billet et par dage i forvejen.
TelefériQo
Svævebanen TelefériQo i Quito går op til 4.050 meters højde, hvilket godt kan føles lidt skræmmende højt. Turen op er meget lang i en svævebane, der gynger (u)hyggeligt undervejs.
På toppen får man en fantastisk udsigt over byen, og i godt vejr skulle man kunne se flere vulkaner på den anden side af byen. Der er et cafeteria og et par butikker, når man kommer op, men den store oplevelse er, hvordan udsigten hele tiden ændrer sig, i takt med at skyerne bevæger sig ind over bjerget.
Man har mulighed for en flere timers vandretur, men kan også bare gå rundt på nogle få stier. Tag derop, når solen skinner.
Temple Craft Barrio Norte
Temple Craft ligger mange steder i Buenos Aires, og vi kan i hvert fald anbefale baren i Barrio Norte. Her er gode øl, fine burgere og rigtig søde tjenere. Du skal ikke komme alt for sent, hvis du vil have en plads, men de har åbent hele eftermiddagen, og her er også hyggeligt.
De har også gode gin & tonics.
Denne afdeling er desværre lukket siden vores besøg, men de har andre gode steder i byen.
Templet Katsuō-ji
En af de helt store oplevelser for os var et besøg ved templet Katsūo-ji, som ligger nord for Osaka. Stedet er kendt for sine utrolig mange Daruma-dukker, som man finder overalt på det store tempelområde. Dukkerne er kendt for at bringe held og er meget specielle, og efter et besøg her kan man ikke lade være med at købe en med hjem. Hele området er helt utrolig smukt og ligger i et kuperet terræn.
Hvis du som os er heldig at komme, mens kirsebærtræerne blomstrer, gør det bare oplevelsen endnu større.
Teotihuacán
En af Mexico Citys største seværdigheder er Teotihuacán, som er et område med pyramider, der ligger ca. 40 km nordøst for byen.
Det er et stort område, hvor man sagtens kan gå rundt i nogle timer blandt de imponerende bygningsværker, som kan dateres tilbage til omkring år 300 f.Kr.
Vi kan klart anbefale en privat tur med guide.
Teppan Daidoko Sakura
Hvis du er så heldig at bo i området vest for Peace Memorial Park i Hiroshima, må du ikke snyde dig selv for et besøg i den lille lokale restaurant Teppan Daidoko Sakura. Servicen og hygiejnen er helt i top, og da de har virkelig mange lækre retter, er ét besøg slet ikke nok. Man kan få den typiske okonomiyaki fra Hiroshima, men også mange andre spændende ting, og eftersom man sidder ved en skranke langs den store metalplade, hvor maden tilberedes, kan man følge med i det hele.
Man skal huske, at der kun er kontant betaling.