Sichuan Opera
Regionen Sichuan er kendt for Sichuan Opera, som er en forestilling med både kinesisk opera, musik og akrobatik samt marionetdukker, skyggespil og klovne. Som noget helt specielt kan man også se det kendte “face-changing show”, hvor de optrædende skifter maske i et forrygende tempo. Der er flere steder i Chengdu, hvor man kan se denne specielle forestilling, og vi får hjælp af hotellets reception til at købe billetter til Shu Feng Ya Yun Sichuan Opera House. Vi beder om de dyreste billetter, da vi gerne vil have gode pladser.
Forestillingen er en lørdag eftermiddag kl. 16, og da vi først skal finde ud af at hente billetterne, tager vi en DiDi derud en times tid i forvejen, men det går nu hurtigt nok med at få dem udleveret. Teatret ligger i den meget smukke park Cultural Park, så vi bruger tiden på at gå en tur, så vi bl.a. kan kigge på de mange flotte åkander. Her er mange mennesker, som nyder det gode vejr, drikker te og spiller mahjong.
Da vi kommer ind på vores pladser i teatret, bliver der straks serveret solsikkekerner og skænket te op til os, og vi finder ud af, at de dyre billetter ikke kun har givet os en god siddeplads, men også inkluderer en større servering af frugt samt diverse småretter. Der er heldigvis en halv time til forestillingens start, så vi når at spise det meste. Der bliver så i øvrigt skænket te løbende, til forestillingen er slut. Ud over mad kan man også vælge enten massage eller den specielle form for kinesisk ørerensning, så det er der flere, der benytter sig af under forestillingen. Vi holder os til maden.
Forestillingen varer halvanden time, og vi nyder alle de forskellige numre. Lige foran os sidder en større flok børn, som morer sig kosteligt, så man kan ikke undgå at blive i godt humør. Især afslutningsnummeret med de skiftende masker er meget imponerende.
Vi går derefter en kort tur gennem gaden uden for parken, inden vi tager en DiDi hjem.