Brunei | Bandar Seri Begawan | Natur

Sejltur på Brunei River

Snabelabe

Den største oplevelse i Brunei var for vores vedkommende en sejltur på to timer ud i mangroveskoven, der omkranser Bandar Seri Begawan. Vi var heldige at se den kendte snabelabe og kom også helt tæt på et par krokodiller, og så var vi heldige at have en rigtig god guide, så vi lærte meget undervejs.

Vi kan anbefale en privat tur.

Laos | Luang Prabang | Sejltur

Senglao Cruise

Senglao Cruise og solnedgang

En sejltur på Mekongfloden for at nyde solnedgangen hører med til et besøg i Luang Prabang. Når du går tur langs floden, er der rigtig mange, som tilbyder disse sejlture, men vi vil gerne anbefale Senglao Cruise. Her er nem adgang til båden, der har en passende størrelse, og så er her dans og musik undervejs, som er meget afdæmpet og passer til stemningen. Der serveres også en drink og snacks.

Du kan sagtens købe billetter til samme aften, da her sjældent er mange mennesker.

Kina | Shanghai | Seværdighed

Shanghai Julemarked

Shanghai Julemarked

Hvis du skulle være så heldig at være i Shanghai i december måned, må du ikke snyde dig selv for et besøg på det tyske julemarked, der skulle være Asiens største. Her er virkelig hyggeligt med mange muligheder for at købe julepynt samt få noget at spise og drikke; man kan ikke undgå at komme i julestemning.

Man kan bestille billetter på forhånd, men hvis du kommer, når de åbner om eftermiddagen, skulle det nok være muligt at komme ind.

Taiwan | Taipei | Seværdighed

Shifen

Shifen, Taiwan

Shifen ligger 30 km øst for Taipei, og vi kan bestemt anbefale en lille udflugt dertil. Byen er især kendt for Shifen-vandfaldet, der er Taiwans bredeste vandfald, og det er bestemt et besøg værd, men vi vil nu især fremhæve selve byen. I Old Street ligger der en række butikker, der sælger lanterner, og efter man har skrevet sit ønske på lanternen, tænder man ild og sender den til vejrs. Det er rigtig festligt.

Man kan tage en bus dertil, men de kører ikke så tit, så vi anbefaler en Uber.

Kina | Chengdu | Seværdighed

Sichuan Opera

Sichuan Opera

Vores største oplevelse i Chengdu er næsten, da vi køber billetter til en Sichuan Opera-forestilling, som kan ses flere steder i byen. Det er noget helt specielt med musik, dans, klovne, marionetdukker og meget mere, og især det kendte “face-changing show” er imponerende. Det er også muligt at bestille forplejning inden forestillingen, hvilket er meget hyggeligt.

Hvis du vælger en eftermiddagsforestilling i teatret i Cultural Park, så kom gerne i god tid, da parken også er et besøg værd.

Indonesien | Yogyakarta | Seværdighed

Smøgerne

Smøgerne i Yogyakarta

En af Yogyakartas helt store seværdigheder er efter vores mening de mange små smøger, der går på kryds og tværs mellem de større veje i hele byen. Det er her, folk lever og bor, og du kan få mange hyggelige oplevelser ved at gå på opdagelse i de mange smøger, som alle er forskellige.

Du føler dig i øvrigt altid velkommen, da alle hilser, når du går igennem.

Kina | Hongkong | Natur

Solnedgang fra Kowloon

Solnedgang fra Kowloon

Det vil være synd at snyde sig selv for den fantastiske udsigt fra promenaden i Kowloon, når solen går ned. Her kan du nyde synet af Hongkongs skyline både ved solnedgang, og når alle lysene efterfølgende bliver tændt.

Tag afsted en times tid, før solen går ned, så du kan få det hele med.

Cambodia | Siem Reap | Restaurant

Somaha Restaurant and Wine Bar

Somaha Restaurant and Wine Bar

Somaha er en dejlig lille vinbar, som ligger tilpas langt fra Pub Street til, at du kan nyde et godt glas vin i fred og ro. Her er et pænt stort vinkort, og så er her mange gode deleretter, som næsten hører sig til, når man er på vinbar.

Vi kan anbefale deres hjemmelavede foie gras.