Mexico | CDMX | Guide

Guiden Salvador R. Cordova

Salvador R. Cordova

Sal bor I Mexico City, og vi kan virkelig anbefale ham som guide både her i byen, men også hvis man har lyst til andre ture rundt i landet.

Sal er meget interesseret i Mexicos historie og har en stor viden inden for dette område. Derudover er han godt selskab og er interesseret i andre landes kultur.

Kina | Guilin | Seværdighed

Guilins søer

Søerne i Guilin

I selve byen Guilin er der ingen tvivl om, at det store område med søerne i den sydlige del af centrum er den største seværdighed. Det kaldes området med de to floder og fire søer. Her kan man gå mange dejlige ture, da her er hyggelige stier, smukke broer og også et par øer.

Det er også muligt at besøge Solpagoden og Månepagoden, der ligger i søen Shanhu Lake, og en sejltur kan man også komme på.

Bolivia | La Paz | Restaurant

Gustu

En Gustu-ret

Gustu er uden sammenligning den bedste restaurant, vi har besøgt i Bolivia, og måske ovenikøbet den bedste restaurant, vi har besøgt i Latinamerika. Maden er helt fantastisk og en sand fryd for øjet, og betjeningen er også helt i top. Og så gør det jo ikke noget, at her også er billigt.

Man bliver jo helt stolt over at være dansk.

Vietnam | Hanoi | Restaurant

Hanoi Fusion Pub & Restaurant

Hanoi Fusion

Hvis du besøger bydelen Trúc Bạch i Hanoi, kan vi anbefale et besøg hos Hanoi Fusion Pub & Restaurant. Her får du lækker vietnamesisk mad til meget lave priser, og betjeningen er helt i top. Tjenerne taler godt engelsk, og de er gode til at fortælle om de forskellige retter.

Vi kan især anbefale deres stegte forårsruller. 

Australien | Melbourne | Seværdighed

Healesville Sanctuary

Koala, Healesville Sanctuary

Healesville Sanctuary ligger en times kørsel fra Melbourne, og vi kan bestemt anbefale et besøg. Det er en zoologisk have, som kun har australske dyr, og man kan ikke undgå at blive forelsket i de søde koalaer. Haven er meget fint anlagt, og man kan lære rigtig meget, hvis man tjekker deres program på forhånd, så man kan se, hvornår dyrepasserne fortæller om de mange spændende dyr.

Husk myggespray. 

Vietnam | Ho Chi Minh City | Mikrobryggeri

Heart of Darkness

Heart of Darkness

Hvis du kommer til Ho Chi Minh City og godt kan lide øl, er du nødt til at besøge bryggeriet Heart of Darkness, for de har simpelthen nogle af de bedste øl i hele Sydøstasien. Det er en hyggelig bar, hvor du får god betjening, og her er mange forskellige øl i hanerne. 

Vi er vilde med deres stout, men prøv en af deres smagninger, så du kan finde din egen favoritøl. 

Cambodia | Phnom Penh | Restaurant

Hops Craft Beer Garden

Hops Craft Beer Garden

Skulle man nu få lidt europæisk hjemve, mens man er i Phnom Penh, kan vi anbefale et besøg hos Hops Craft Beer Garden. Her er god tysk mad, gode øl og ikke mindst en hyggelig gårdhave og søde tjenere.

Om fredagen er her grillbuffet og for en fast pris også øl ad libitum.

Kina | Suzhou | Nationalpark

Huqiu Wetland Park

Huqiu Wetland Park

Nord for Suzhou ligger den store og meget flotte park Huqiu Wetland Park, der bestemt er et besøg værd. Vi var her om efteråret, hvor de flotte røde træer trækker mange besøgende til, men hver årstid har sin charme. Parken dækker et meget stort område, så man kan sagtens bruge flere timer her, hvor man både kan gå og cykle eller tage en shuttlebus rundt.

Det er nemt at komme hertil med metro inde fra Suzhou.