Guatapé

Sidste stop er den lille hyggelige by Guatapé, hvor vi godt kunne have brugt lidt mere tid. Vi starter med en tur gennem byen med vores guide, hvorefter vi får lidt tid på egen hånd. Byen er meget farverig, og den er kendt for de flotte dekorationer på den nederste del af husenes facader – kaldet zócalos. Mange af stederne viser dekorationerne, hvilken forretning der er i de enkelte huse, og det er virkelig festligt. Vi kan i øvrigt læse os til, at zócalos i Sydamerika er betegnelsen for disse dekorationer, mens det i Mexico er det, man kalder byernes hovedtorv. 

Vi får gået rundt i de fleste af de smalle gader, får taget en masse billeder og når også en hurtig øl på byens torv, inden vi skal mødes ved bussen igen for at køre mod Medellín.