Castillo Forestal

Castillo Forestal er en fransk restaurant, som ligger i parken Parque Forestal, og her går vi op den første lørdag. Der er desværre ikke plads oppe på terrassen, men vi får god mad, og det viser sig, at der kommer levende musik på scenen lige foran vores bord, så det er hyggeligt. Jens Peter får confit de canard, Hanne boeuf bourguignon, og vi deler en flaske rødvin; det hele er virkelig lækkert. 

Af en eller anden grund går der et stykke tid, inden vi går derop igen. Vi vælger en onsdag og er denne gang heldige at få bord oppe på terrassen. Vi deler en terrine til forret og vælger det samme som sidst, bare omvendt. Det viser sig, at der også denne gang er levende musik, og Valentín Charlot, som skal optræde med gruppen Valentín Charlot Trío, kommer ned og snakker med os, inden vores mad kommer, da han er nysgerrig efter, hvor vi kommer fra. Det viser sig, at han er franskmand, og at musikken primært er fransk. Lige denne dag vil der dog også være lidt irsk musik, da de skal ud at optræde dagen efter, hvor det er Sankt Patricks dag. Det er god musik og rigtig hyggeligt, og Valentín kan grinende fortælle os efter koncerten, at han sagde til de andre i gruppen, at de skulle gøre sig umage, da vi var fra Irland, hvilket gjorde dem meget nervøse.

Vi tager derop igen 14 dage efter, den sidste onsdag i byen, dels fordi vi sidste gang opdagede, at man kunne få steaks med bearnaisesauce, dels fordi vi gerne vil høre musikken igen. Valentín er her igen, men han har fået besøg af sin far fra Frankrig, som spiller guitar og synger, så den kvindelige sanger fra sidst er skiftet ud, og derudover er der en musiker, som spiller på kontrabas. Musikken er stadig god, bearnaisesaucen er o.k., men steaken er nu ikke noget at skrive hjem om. Vi deler en dessert med lidt af hvert.