Bar La Junta

Bar La Junta ligger på Padre Luis de Valdevia, som er en sidegade til José Victorina Lastarria. Den har åbent om eftermiddagen, og vi kigger ofte forbi, da de har en rigtig god øl af typen sour, som er meget forfriskende i varmen. Vi sidder altid ude på fortovet, og der er heldigvis sjældent travlt om eftermiddagen, da vi nemlig helst vil have et af de få borde, der er i skygge. To af tjenerne er rigtig søde, og vi bliver hurtigt kendte. Baren deler i øvrigt lokale med en barber. 

Vi spiser her også et par gange, og de har en fin deletallerken med lidt forskelligt, bl.a. lidt laks, skinke og brie. Den får vi til frokost, da vi fejrer, at vi har været kærester i 37 år. En anden gang, hvor vi bestiller det samme, er den udsolgt, og de lokker os til at købe en tallerken med kød i stedet for. Det viser sig at være en masse stegt kød med kartofler – ikke helt, hvad vi havde forventet.