Bocanáriz

Bocanáriz er en restaurant og vinbar på José Victorina Lastarria, som ligger ved siden af Chipe Libre. De har lækker mad og et stort vinkort og sælger også vin ud af huset – boca betyder i øvrigt mund, og nariz betyder næse.

Det er det allerførste sted, vi besøger, da vi har brug for wi-fi for at kunne tjekke resultatet af vores PCR-test, og da den er negativ, bestiller vi en vinsmagning og en oste- og charcuteritallerken. Denne tallerken bestiller vi flere gange, når vi kommer forbi til frokost, men deres laksetatar og friturestegte fisk er også lækre småretter. De har også risotto, kalvetunge, fisk og kanin på menuen, og alt er virkelig veltillavet. De har en specielt god hvidvin, som vi smager den første dag og bliver ret glade for; en semillón fra vingården Carmen.

De har servering ude på gaden, og hvis man vil være sikker på at få plads her, skal man bestille bord; de har også et rigtig hyggeligt lokale indenfor, og her er det lidt nemmere at få plads. Vi kommer her som sagt flere gange; vi fejrer bl.a. vores 37 års kærestedag her; mødes til frokost med Mindy, Amy og Nicole, som vi mødte på vores vintur; og er her den sidste aften til afskedsmiddag. På vores kærestedag får vi et glas bobler på husets regning.

Den første dag bliver vi betjent af Martín, som er virkelig sød og meget hjælpsom. Han sørger efterfølgende for altid at betjene vores bord, og han hilser altid på os, når han ser os gå forbi. På et tidspunkt er det efterhånden lang tid siden, vi sidst har set ham, og da vi spørger efter ham, får vi at vide, at han er taget et år til Tjekkiet. Deres sommelier Delphine hilser nu også altid på os, og det samme gælder værtinden, der står i døren.

Vi følger dem på Facebook, og her kan vi se, at de har et arrangement om tirsdagen, som de kalder “Bla bla vino”, hvor man kan komme og smage vin og øve sit spanske og sit engelske. Hanne melder sig til, og det er ganske hyggeligt; Martín tager sig af vindelen, og de små retter, der følger med, er fine, men problemet er lidt, at alle de andre er kommet for at snakke engelsk, så Hanne får ikke talt så meget spansk. Da vi når frem til at bestille lidt mere mad, skriver Hanne til Jens Peter, som kommer og spiser med, og vi har det hyggeligt med de andre ved bordet.

Med tiden bliver vi i øvrigt mere og mere overbeviste om, at Bocanáriz og naborestauranten Chipe Libre enten har samme ejer eller i hvert fald har et meget tæt samarbejde, da mange ting går igen de to steder; dog ikke maden.