Samurai- og ninjamuseum
Efter vores besøg i templet Senso-ji går vi hen til et samuraimuseum, der ligger i nærheden. Vi er heldige at komme kort tid før en guidet rundvisning på engelsk, så den køber vi billet til. På turen rundt på de forskellige etager bliver vi lidt klogere på både shoguns, samuraier og ninjaer og ikke mindst de forskellige former for sværd, som der er en større udstilling af.
En shogun var den øverste militære leder og den reelle politiske hersker i Japans feudale periode (ca. 1192-1867). Mens kejseren fungerede som et ceremonielt overhoved uden reel indflydelse, sad shogunen med den faktiske magt og regerede landet som enevældig militærdiktator.
En samurai var en adelig kriger i det feudale Japan, der tjente en lokal lensherre (daimyo). De tilhørte overklassen, trænede fra en tidlig alder og levede efter et strengt æres- og loyalitetskodeks kaldet bushido. Hvis en samurai mistede sin ære, blev det forventet, at han begik rituelt selvmord, kendt som seppuku eller harakiri, hvilket vil sige, at man bruger sit sværd til at sprætte sin egen mave op.
Da de fleste mennesker er højrehåndede, blev sværdet altid båret i venstre side, og da det blev anset for en fornærmelse, hvis man kom til at røre en samurais sværd, gik samuraierne altid i venstre side af vejen. Det er grunden til, at Japan i dag har venstrekørsel, og folk i Tokyo står også altid i venstre side på byens rulletrapper. Af en eller anden grund står man i højre side i Osaka.
Ninjaer var mænd og kvinder fra de japanske provinser Iga og Koga, der i samuraitiden blev hyret af feudalherrer til opgaver, der ansås for uetiske for traditionelle krigere, eksempelvis snigmord. De er især kendt for at anvende kastevåben som shuriken (kastestjerner) og sværdet ninjato.
Shogun-systemet blev endeligt afskaffet under Meiji-revolutionen i 1867-1868, hvorefter den politiske magt blev givet tilbage til kejseren.
Rundvisningen slutter af med, at de, der har lyst, kan forsøge sig med ninjaernes kastestjerner, men vi springer nu over. Vi morer os lidt over en svensker, der giver den hele armen; han kunne vist være blevet ved med at kaste hele dagen.