Asakusa og Akihabara
Efter vores besøg på samuraimuseet går vi lidt mere rundt i området Asakusa, der er et af Tokyos mest historiske og traditionelle distrikter. Vi får noget koldt at drikke og tager derefter et tog til området Akihabara, der ikke ligger så langt væk.
I dette område er der mange farvestrålende bygninger og sjove butikker med anime, manga og spil. Vi besøger flere af butikkerne, hvor man bl.a. kan købe figurer fra de mange asiatiske tegneserier/-film, og vi er imponerede over, hvor meget det er muligt at samle på, og at de fleste af kunderne i butikkerne er voksne mænd. Men tingene er nu heller ikke helt billige.
Området Akihabara strækker sig ned til floden Kanda og bryggeriet Hitachino, og vi nyder endnu en øl her, inden vi tager tilbage til hotellet.