Tenryū-ji og Arashiyama Bamboo Forest
Vi tager til Kyoto igen tirsdag den 21. april for at besøge flere af byens kendte seværdigheder.
Vi starter i den nordvestlige del af Kyoto, hvor templet Tenryū-ji og den berømte bambusskov Arashiyama ligger meget tæt på hinanden. Vi starter med et besøg i templet Tenryū-ji, der er grundlagt i 1339, og her bruger vi lidt tid på at gå gennem den meget smukke have og sidder også nede ved søen og nyder udsigten. Det er et flot kuperet område med mange smukke blomster, buske og træer og selvfølgelig også bambustræer.
Fra templet fortsætter vi op til Arashiyama Bamboo Forest, hvor vi går gennem en 400 meter lang sti med meterhøje bambustræer på hver side. Skoven består af moso-bambustræer, som alle er imponerende høje med ret tykke stammer, og man kommer hurtigt til at føle sig meget lille her. Da man skal holde sig til stien, er besøget nu forholdsvis hurtigt overstået.
Vi besøger derefter et par butikker i området, hvor vi køber lidt souvenirs samt en smuk keramikskål med kirsebærblomster. Efter at have spist en softice går vi tilbage til stationen, da vi har endnu en seværdighed, vi skal nå, inden vi tager tilbage til Osaka.