Marcando El Camino

Marcando El Camino ligger på José Tamayo, halvanden blok fra lejligheden, og vi går derhen en af de første dage, da Jens Peter har læst, at de har noget godt brød. Vi køber noget brød, går lidt rundt i byen og vender tilbage for at spise frokost, da vi er enige om, at der så rigtig hyggeligt ud. Det viser sig at være et meget populært sted, så vi må stå i kø til et bord. Det er værd at vente på, da maden er rigtig god – de har et frokosttilbud med tre mindre retter for 7 dollars.

Vi ender med altid at købe vores brød her, og vi får også bestilt bord til om aftenen flere gange. Det er noget af den bedste mad, vi har fået i rigtig lang tid, og retterne er spændende og dejlig fri for pommes frites. Vi får både dejligt lam, ossobuco, hjemmelavet paté og andre spændende ting, de gange vi kommer. Det bliver ikke helt så ofte, som vi gerne vil, da de ikke har åbent så tit. Der er lukket søndag og mandag, de lukker tidligt tirsdag og lørdag, og de har lukket i halvanden uge omkring jul og nytår. Og så skal man altid huske at bestille bord, ellers er alt optaget. Det er den bedste restaurant i Quito, og vi har vores afskedsmiddag her den sidste aften.