Café Noir

Café Noir ligger på Calle 8 meget tæt på vores lejlighed og er et af de første steder, vi besøger. Det er et rigtig hyggeligt sted, som har fokus på vin, cocktails og småretter; bl.a. et charcuteri- og ostebræt, som vi ender med at tage hver gang sammen med en flaske rødvin. Vi bestiller også drinks et par gange, og de bliver altid serveret på en kunstfærdig måde i en glasbeholder med tøris, og det samme gælder regningen, som altid kommer ind i en glasæske med tøris.

Ejeren er amerikaner; han har en vingård i Californien, og vinen er rigtig god. Der er gjort meget ud af lokalet, men vi morer os lidt over, at der er et lysskilt på væggen, hvor der står “God bless America”. Det samme gælder det bræt, som maden bliver serveret på, da det er formet som et kort over USA.

Første gang, vi er her, fortæller de, at der er brunch hver weekend med mimosa ad libitum, så det beslutter vi os for at prøve. Det har nu ikke så meget med brunch at gøre, og en del af tingene er med chili, så Hanne kan ikke spise så meget. Derudover kommer der et større selskab henne fra Harley Davidson-butikken, som har træf, hvilket betyder, at vi skal vente lige lovlig længe på mimosa nr. 2, hvilket ikke er o.k. til den pris. 

Derefter kommer vi kun om aftenen og får altid en god betjening. Den ene aften bliver vi betjent af Andrea, en ung fyr fra Italien, som er rigtig sød, og den sidste aften får vi en afskedsgave i form af to små poser kaffe, da vi fortæller, at vi rejser fra Medellín.