Afrejse

Vi rejser til Panama City i Panama fra Medellín onsdag den 27. oktober 2021. Da vi skal være ude af lejligheden kl. 11.00, har vi bestilt en vogn til at hente os på det tidspunkt; vi bruger samme chauffør, som Ivan anbefalede os, da vi skulle til Cartagena. Han kommer lidt før tid, så vi er allerede i lufthavnen omkring 11.20, men vi kan først komme af med vores kufferter kl. 13.00, så vi sætter os med en kop kaffe hos Juan Valdez Café.

Vi flyver med Copa Airlines, og for en gangs skyld skal vi vise alle de dokumenter, som vi har kunnet læse os til, at de kræver, så vi er glade for, at vi har styr på det. Vi skal vise bevis for vaccination, stregkode for særlig indrejseblanket og flybillet ud af Panama City igen; vi har en billet til Quito i Ecuador købt gennem samme selskab. Vi betaler for to ekstra kufferter og kan gå videre til sikkerhedskontrollen og derfra gennem både told og immigration. Der er stort set ingen mennesker, så vi er hurtigt igennem.

Lufthavnen er meget lille med få butikker og en enkelt restaurant. Vi spiser en burger, bruger de sidste colombianske pesos på noget chokolade og letter til tiden kl. 16.06.