Cervecería Maestre

Cervecería Maestre er et lille lokalt bryggeri, som ligger på Carrera 40 midt imellem Calle 10 og Calle 10A, og de åbner kl. 16.00 hver dag. Lokalet er meget lille, og de har to små borde ude på gaden, hvor vi altid sidder. De har kun fire forskellige øl, og vi tager altid deres stout, når de ellers har den. Af en eller anden grund skal de næsten altid skifte fustage på stouten, når vi kommer, eller også er den udsolgt, men de er rigtig søde, og øllen er god og billig. En af gangene bestiller vi nogle chips, og da han gerne vil sige, at smagen er mayonnaise, men ikke ved, hvad mayonnaise hedder på engelsk, siger han “It’s like ketchup, just white” – lidt sødt, synes vi. De ligger et lidt pudsigt sted, og der er sjældent ret mange mennesker, hvilket er synd.