Parque Arví

Da vi har været på tre guidede gåture med Mauricio, og vi ikke umiddelbart kan se, at han har flere ture at tilbyde, spørger vi ham, om der ikke er flere muligheder. Han tilbyder at lave en tur bare for os til Parque Arví. Det er et af de steder, som Lilian hos Beer & Laundry har anbefalet, så det siger vi ja tak til. Parque Arví er et større skovområde på 16.000 hektar, og det er både et økologisk naturreservat og et arkæologisk område, hvor der tidligere har været guldminedrift.

Vi mødes ved Poblado metrostation, og det tager ca. en time at komme derud. Vi skal først køre 11 stop med metroen, hvorefter vi skifter til den første svævebane. Vi svæver over et fattigt område og også nogle små skure med lidt jord til, hvor folk dyrker eksempelvis kartofler og løg. Vi skifter til en anden svævebane, som går direkte til Parque Arví. Vi kommer rigtig højt op og kan tydeligt mærke, at temperaturen falder. Vi kommer op gennem skyerne, og under os er der kun træer, så langt øjet rækker, så der er mere tale om en skov end om en park.

Mauricio har planlagt en længere tur ind gennem skoven, som vi aldrig ville have fundet, hvis vi var taget herop selv. Der er mange trærødder og sten, og det er ret mudret efter regnen nogle steder, så Hanne må flere steder have en hånd, men vi kommer da helskindet igennem. Vi ser flere smukke sommerfugle og er også heldige at se fuglen barranquero, også kendt som la soledad (ensomheden). Vi giver frokost, inden vi tager ned igen, og lader Mauricio vælge stedet – Jens Peter er ikke begejstret for bønnesuppen.

På vej ned i svævebanen er der en dreng, som begynder at snakke med Mauricio, da han er meget nysgerrig efter at høre, hvor vi kommer fra. Han viser sig at være 16 år, selvom han ser meget yngre ud – han lever af at sælge slik på gaden, og vi ender med at give ham lidt penge, da han er meget charmerende.