Himmelens Tempel
Himmelens Tempel, der er en af Beijings store seværdigheder, ligger syd for vores lejlighed, og det er nemt at komme dertil med vores metrolinje. Vi vælger at tage derud en søndag først på eftermiddagen, og det er der rigtig mange, der også har valgt at gøre, viser det sig.
Himmelens Tempel er et enormt historisk kompleks fra Ming-dynastiet, som kejserne besøgte for at bede for god høst. Den mest ikoniske bygning er Bønnehallen for God Høst. Det er en stor, tretakket rund bygning i meget smukke røde og blå farver, der er opført helt uden søm. Jens Peter synes, den ligner noget, vi har set før, men Hanne synes, den er ret speciel på grund af de smukke blå farver.
Der er mange andre smukke bygninger i den meget store park, og vi får gået rigtig meget, inden vi efter nogle timer er klar til at tage hjem igen. Vi slutter af med en is, der har samme form som Bønnehallen for God Høst.