Chaoyang Theater

Kina er kendt for sine akrobatshow, og da vi droppede at se et i Shanghai, beslutter vi os for at købe billetter til et show her i Beijing på Chaoyang Theater. Vi har billetter til søndag den 23. august kl. 17.30, og vi tager metroen derud, så vi er der i god tid, inden forestillingen begynder; billetterne skal nemlig hentes på billetkontoret. Der er nu ikke så mange mennesker, som vi havde regnet med. Vi har valgt to pladser på række 15, da de rigtig gode pladser er lige dyre nok, synes vi, men da vi bliver vist på plads, bliver vi opgraderet til række 5, så vi ender med at sidde helt perfekt.

Showet varer ca. en time, og der er mange imponerende og nervepirrende numre, hvor der ikke bliver brugt sikkerhedsline. Et af de sidste numre er en dødsdrom med fem motorcykler på én gang, hvilket vi aldrig har set før, så det er ret specielt. Efter showet tager vi tilbage til vores område, hvor vi finder noget at spise.