Afrejse
Efter Beijing skal vi på et cruise på Yangtze-floden, så onsdag den 26. august 2026 tager vi højhastighedstoget sydpå til byen Yichang, hvorfra skibet afgår dagen efter. Toget kører kl. 13.05, så vi tager en DiDi fra hotellet omkring kl. 10.45. Det går hurtigt med at komme gennem sikkerhedskontrollen på banegården, og vi sidder en times tid i ventesalen, inden det er tid til at komme af sted.
Der er desværre ikke plads i opbevaringsrummet til kufferterne, så Jens Peter må løfte dem alle tre op på bagagehylden. Den lille kuffert beholder vi nede, så vi har ikke så meget plads til benene, men det går. Turen tager 5 timer og 40 minutter, men tiden går nu hurtigt nok, selvom vi er imponerede over, hvor meget den lille dreng på sædet bagved kan snakke. De første tre timer snakker han uafbrudt, selvom moren forsøger at tysse på ham, men heldigvis ender han med at se en film på sin iPad, så vi får lidt fred på den sidste halvdel af turen. Når vi kører hurtigst, er vi oppe på 346 km i timen, og toget standser kun få gange undervejs, men nu kan vi da sige, at vi næsten har været i Wuhan, da toget holder stille her i 10 minutter.