Den Himmelske Freds Plads

Lige syd for Den Forbudte By ligger Den Himmelske Freds Plads (Tiananmen-pladsen), der er en af verdens største bypladser; den er 880 meter lang og 500 meter bred og kan rumme op til en million mennesker. Her finder man bl.a. Formand Maos mausoleum og Folkets Store Hal, der er mødested for Kinas parlament.

Pladsen er verdenskendt for protesterne og massakren i 1989, hvor kinesiske studerende og arbejdere krævede demokrati. Demonstrationerne fandt sted mellem 15. april og 4. juni 1989 og endte voldeligt, da Folkets Befrielseshær med panserkøretøjer og automatvåben dræbte tusindvis af civile ved generobringen af hovedstaden. Den 4. maj marcherede ca. 100.000 studenter og arbejdere fredeligt gennem Beijing i protest mod styrets korruption og krævede demokratiske reformer. Den 20. maj erklærede styret undtagelsestilstand, men demonstrationerne fortsatte. Efter rådslagning mellem lederne i kommunistpartiet beordrede styret militæret til at anvende magt for at stoppe opstanden. Den 3. juni indledte Folkets Befrielseshær en voldelig konfrontation mod demokratitilhængerne, der kulminerede den 4. juni. Man er ikke helt enige om antallet af dræbte; det kinesiske Røde Kors mener, at 2.600 blev dræbt, mens studenterne fastholder, at over 7.000 blev dræbt. Antallet af sårede anslås generelt til mellem 7.000 og 10.000, inkl. sårede fra den kinesiske hær. Den voldelige undertrykkelse af protestaktionen på Den Himmelske Freds Plads resulterede i massiv international fordømmelse af det kinesiske styre, og den dag i dag er det ikke noget, man snakker om i Kina.

Når man går rundt i området i nærheden af pladsen, kommer man gennem den ene sikkerhedskontrol efter den anden, også selvom man ikke er på vej for at besøge pladsen. Man kan kun besøge pladsen, hvis man bestiller tid i forvejen, så ligesom da vi skulle besøge Den Forbudte By, vælger vi at købe billetter gennem Viator.com for at være sikre på at få en tid. Denne gang har vi tid til fredag 21. august om formiddagen, så vi står op kl. 6.15, tager metroen derud og står i kø i godt en time, inden vi kommer til sikkerhedskontrollen. Det er den mest grundige kontrol, vi nogensinde har været igennem, da alt i Hannes taske bliver tjekket. Selv hver enkelt pengeseddel bliver glattet ud og tjekket. Vi bliver også kropsvisiteret på en overordentlig grundig måde. Vi går derefter hen til fodgængerfeltet, der fører over til pladsen, men bliver afvist. Det viser sig, at pladsen netop er blevet lukket, og at alle skal forlade stedet. Sikkerhedsvagterne ved ikke hvorfor, og de siger, at der kan gå alt fra en til tre timer, inden der bliver åbnet op igen. Det gider vi ikke at vente på, så vi tager et par billeder på afstand og går over til Den Himmelske Freds Port, der ligger lige over for pladsen. Det er den sydlige indgang til Den Forbudte By, og her hænger det berømte maleri af Mao. Vi går gennem porten, men det viser sig desværre, at vi ikke må gå tilbage, så vi kommer ud på en større omvej. Det er bare ikke vores dag i dag.

Vi klager efterfølgende til Viator.com, men vi kan ikke få pengene tilbage, da det ikke er noget, de har nogen indflydelse på. Det drejer sig heldigvis kun om 70 kr., men vi synes nu stadig, at det er dårlig service.