Øvrige områder
Efter vores lidt mislykkede besøg på Den Himmelske Freds Plads og en længere omvej gennem parken ved Imperial Ancestral Temple beslutter vi os for at tage en metro ud til området ved Lama-templet. Her kørte vi igennem på vej hjem fra Den Kinesiske Mur, og her så hyggeligt ud. Vi starter dog med at besøge Costa Coffee, hvor vi får en iskaffe og lidt at spise, da vi trænger til at blive kølet ned.
Vi besøger derefter Lama-templet, også kendt som Yonghe-templet, der er det største og vigtigste tibetansk-buddhistiske tempel i Beijing. Templet blev opført i 1694 og fungerede oprindeligt som kejserlig residens for Yongzheng-kejseren, før det i 1744, under Qing-dynastiet, blev omdannet til et lama-kloster. Efter besøget i templet går vi gennem nogle af de hyggelige hutonger i området, inden vi tager metroen til Slowboat, hvor vi spiser en lidt sen frokost.
Et par dage før vi forlader Beijing, vælger vi endnu engang at tage metroen ud til det område, hvor vi startede vores guidede gåtur, da vi synes, her er hyggeligt. Vi går gennem gaden med de mange små butikker, men går også ad nogle hutonger, hvor vi ikke har gået før. Vi besøger et par souvenirbutikker, hvor vi køber de sidste magneter, og finder også et lille sted, hvor vi kan sidde ned og få noget koldt at drikke. Vi smager de specielle pandekager og køber begge to kager med hjem, som vi spiser på hotelværelset.