Vores område
Vores hotel ligger lige ved siden af den store kirke St. Joseph's Church, der ligger på gågaden Wangfujing Street. Gågaden er ikke voldsomt lang, men der ligger indtil flere store varehuse og indkøbscentre, så her er masser af butikker, og metrostationen Jinyu Hutong ligger lige om hjørnet, så snart vi har drejet til venstre ud på gågaden. Der er indtil flere nedgange gennem flere af centrene, men det letteste er at tage elevatoren ned oppe fra gadeniveauet ved det første center på venstre hånd.
Om aftenen er der rigtig mange mennesker på gågaden, og der er både farverig underholdning ved gadens springvand og mange forskellige grupper, der danser. Her er også flere steder, hvor man kan sidde og nyde en is. At der altid er mange mennesker på gaden om aftenen, er en af de ting, vi godt kan lide ved Kina.
Hvis vi i stedet for at gå ud på gågaden vælger at dreje til højre, bag om hotellet, kommer vi ud på en smal vej uden megen trafik, som går ned til Slowboat. Ved Slowboat ligger en metrostation, hvor den lilla linje holder, så her kører vi også til indimellem. Drejer vi til venstre, bag om hotellet, går der en anden smal vej, hvor restauranten med pekingand ligger.
Vi bor så centralt, at vi sagtens kan gå til Den Forbudte By og Den Himmelske Freds Plads, hvilket vi gør et par gange; begge steder ligger vest for hotellet. Vi vænner os dog hurtigt til at tage metroen, da her er meget varmt, og da Beijing er en meget stor by.