Butikkerne
Da vores hotel ligger lige op ad gågaden, har vi masser af butikker tæt på, da her er mange varehuse og indkøbscentre. Jens Peters bælte går i stykker, og efter at have været gennem en del butikker lykkes det til sidst at finde et nyt, som både er stort nok og til at betale. Hanne falder for en lille farverig taske fra JumpFromPaper, der er et taiwanesisk mærke, eller kinesisk, som ekspedienten pointerer.
På rejsen mellem Mongoliet og Kina går hjulene på to af vores kufferter i stykker, så vi må købe nogle nye, da vi simpelthen ikke kan gå med dem. Vi havde ellers håbet på, at de kunne holde hele vejen hjem. Vi spørger i receptionen på hotellet, hvor det er smartest at købe kufferter, og hun henviser til et supermarked, der ligger et stykke væk. Vi går derud og får købt to nye kufferter, som er forholdsvis billige. Da vi kommer hjem, kan vi se, at de er lidt smallere end dem, vi har, så efterfølgende går vi hen i et af varehusene og køber en kabinekuffert. Der skulle jo gerne være plads til at købe lidt de næste par steder.
Vand køber vi i en kiosk bag ved kirken, og vi er også en tur i et supermarked og en bager i et af indkøbscentrene for at købe snacks og kager.