Ankomst
Vi ankommer til Beijing med Air China fra Ulan Bator onsdag den 12. august 2026 kl. 18.30. Vi kommer hurtigt gennem immigrationen og bagageudleveringen, hvorefter vi går hen for at købe simkort. Det går egentlig hurtigt nok, bortset fra at Nets endnu engang spærrer Jens Peters kort, da han vil betale med Alipay. Han bruger et andet kort, og vi beslutter os for at finde et sted, hvor vi kan få noget at spise, og Jens Peter kan ringe til banken. Der er ikke det store udvalg af restauranter, så vi ender på McDonald’s, hvor Jens Peter bruger meget lang tid på at komme igennem til Nordea. Han får heldigvis ophævet spærringen, hvorefter vi kan gå ud og bestille en DiDi.
Det er ikke helt logisk, hvor vi skal samles op, men det lykkes os at få en vogn, som kører os ind til vores hotel. Vi tror først, at vi bliver sat af det forkerte sted, da placeringen ikke svarer til det sted, vi har fundet på Google, men det er heldigvis Google, der er forkert på den, så vi bliver sat af lige ved hotellet. Det går nemt med at tjekke ind, og vi kommer op på værelset med vores bagage.
Klokken er efterhånden blevet 22, og det regner, men vi beslutter os alligevel for at besøge baren Slowboat, så vi kan skåle på, at vi er kommet frem. Vi låner paraplyer på hotellet, og efter knap 10 minutter kan vi heldigvis nyde et par ualmindeligt gode øl på Slowboat, som ender med at blive vores stamsted.