Byens seværdigheder

Beijings seværdigheder

Beijing har virkelig mange seværdigheder at byde på, og vi mener selv, at vi får besøgt de vigtigste. Vi er også på en rigtig god guidet gåtur, besøger flere forskellige områder i byen, er til akrobatshow og er på en dejlig tur til Den Kinesiske Mur uden for Beijing. Vi har to uger i byen og er enige om, at vi sagtens kunne have brugt længere tid, da vi indimellem har nogle travle dage for at nå det hele.

Vi vænner os til at have vores pas med, når vi bevæger os rundt i byen, da vi dels skal vise dem ved de mange sikkerhedskontroller, men det viser sig også, at vi kommer gratis ind flere steder, fordi vi er over 60. Vi synes egentlig, at det er unødvendigt, da vi jo er turister, og da det i forvejen er rimeligt billigt at komme ind rundt omkring.