Yangtanjib
Man kan ikke rigtig besøge Seoul uden at prøve koreansk barbecue, hvor kødet steges på en grill nede ved bordet, og der serveres en række tilbehør til. Nogle steder griller man selv, og andre steder er det personalet, der gør det.
Der går en måneds tid, inden vi prøver det, da der simpelthen er så mange restauranter, og vi gerne vil finde en, hvor kvaliteten er i orden. Til sidst vælger vi at besøge Yangtanjib, der ligger i en smøge til venstre næsten nede for enden af den lille gade med de mange restauranter, der fører ned til metroen. Lokalet ser pænt ud, den har fået gode anmeldelser, og her er det personalet, der steger kødet.
Vi bliver taget godt imod af Lily, der også fremover byder os velkommen, som var vi de bedste venner af huset. At hun så den sidste aften fortæller, at vi minder hende om hendes bedsteforældre i Vietnam, som hun savner, er en helt anden ting. Vi kommer flere gange og bliver ekspederet af flere forskellige, men Lily kigger altid forbi vores bord.
Den første aften bestiller vi en tallerken med lidt blandet svinekød, men finder ud af, at vi bedst kan lide aged pork belly, der minder om stegt flæsk, så det bestiller vi fremover. Der bliver som sagt serveret en masse småretter til, men langt det fleste er med chili, så Hanne bestiller altid en portion hvide ris. Vi køber nok mere kød end de fleste, men det smager så godt, at vi altid ender med at bestille ad to omgange. Vi drikker altid den lokale øl Cass til.
Det er et hyggeligt sted med godt kød og god betjening, og også her får vi en gave en af gangene i form af en gratis øl.