Busan

På filmfestivalen i København i 2016 så vi den fantastiske zombiefilm “Train to Busan”, og vi har altid vidst, at vi måtte tage denne tur, hvis vi nogensinde kom til Seoul. Vi bestiller togbilletter til mandag den 29. september om formiddagen og hjem igen onsdag den 1. oktober om eftermiddagen; en togtur på 2 timer og 30 minutter hver vej. Vi havde læst, at det skulle være en køn togtur, men vi synes nu ikke, at der er meget at se på, og zombier ser vi heller ikke, men turen er nu behagelig nok. Det undrer os lidt, at vi ikke på noget tidspunkt skal vise hverken billet eller pas.

Busan, der er Sydkoreas næststørste by, ligger i den sydøstlige ende af landet og er bl.a. kendt for sine fine strande, hvortil mange koreanere tager på sommerferie. Det er også den by i Korea, der ligger tættest på Japan, idet man kan sejle dertil på 3 timer og 30 minutter.

Da vi ankommer til Busan, tager vi en bus til vores hotel, L7 Haeundae, der ligger ude ved stranden. Vi får tjekket ind og går derefter en tur på promenaden langs vandet. Vi besøger bryggeriet Gorilla Brewing, hvor vi deler en ølsmagning, der består af seks pænt store glas øl, så lidt mere end en smagning, synes vi. Derefter går vi lidt længere ud langs stranden, drikker en kop kaffe og runder hotellet, inden vi om aftenen spiser ramen på restauranten Kanda Soba.

Efter morgenmad på caféen Working Holiday tager vi tirsdag morgen en bus ud til det buddhistiske tempel Haedong Yonggungsa, der ligger ud til havet. Vi følger Googles anvisninger og kommer dermed til at stå af en gang for tidligt sammen med en anden turist, så vi må gå lidt længere end forventet. Vi har efterhånden set en del templer, men det, der gør dette specielt, er den helt unikke beliggenhed, og her er meget smukt. Efter at have drukket en sodavand beslutter vi os for at tage en taxa tilbage til byen.

Vi besøger stormagasinet Shinsegae, der ifølge Guinness World Records skulle være verdens største stormagasin, og vi finder en hyggelig café med et stort udvalg af kager, men køber ellers ikke noget. Vi tager metroen tilbage til hotellet og ender endnu engang med at besøge Gorilla Brewing, hvor vi får fish & chips til aftensmad og nyder solnedgangen sammen med et par øl.

Onsdag morgen spiser vi morgenmad på den café, der ligger i forbindelse med hotellet, hvorefter vi går ud til den lille togbane Sky Capsule Busan, som vi har købt billetter til. Man får sin egen lille vogn, og banen, der er hævet over jorden, går langs havet hele vejen; toget kører kun 4 km i timen, og turen tager knap en halv time. Vi har valgt at gå tilbage til byen, hvilket er meget hyggeligt, og man kan bl.a. gå ud på en større bro; vi kan hele vejen følge de små togvogne oppe i luften. Da vi er tilbage i byen, får vi noget koldt at drikke, hvorefter vi tager tilbage til hotellet. Vi tjekker ud og tager en taxa ind til stationen.

Vi er tilbage i Seoul kl. 17.30 og synes, vi har haft nogle hyggelige dage i Busan.