Blue Jazz Bar

Blue Jazz Bar ligger i en kælder i en af de hyggelige gader tæt på lejligheden, og efter vi helt tilfældigt har opdaget skiltet en dag, beslutter vi os for at tage derned en fredag aften. Det er et meget lille, men hyggeligt sted, og de bliver meget overraskede over at se sådan nogle turister som os. Denne aften er det en pianist og en sangerinde, der optræder, og vi køber en gin og tonic og sætter os og hører begge sæt. Vi får efterfølgende at vide, at de har åbent fire dage om ugen, fra torsdag til søndag, og at der er to sæt hver aften, hvor første sæt starter kl. 20.00.

Vi tager derned igen weekenden efter, hvor der denne gang er to unge fyre på henholdsvis trompet og kontrabas og en ny pianist, og ejeren, der spiller trompet, kommer også på scenen. Vi køber to gin og tonic denne gang og får en gratis isdessert, fordi vi er kommet igen. Da vi skal betale, undrer vi os lidt over beløbet og skriver efterfølgende til dem, da vi tror, vi er blevet snydt. Det viser sig, at det koster 75 kr. pr. person, hvad der egentlig ikke er noget at sige til, men vi synes, det er underligt, at det ikke står nogen steder, og at der samtidig er et krav om, at man skal købe én genstand pr. mand. Især fordi det kun er muligt at købe dyre drinks eller en hel flaske vin; der er ingen øl. Det kan dermed hurtigt blive en dyr aften.

Vi tager alligevel derned en sidste gang, kort tid inden vi rejser, hvor der denne gang er en pianist i første sæt, men hvor ejeren også kommer på scenen med sin trompet i andet sæt. Vi køber en enkelt gin og tonic og får en på husets regning, da de vist er bange for, at vi blev lidt sure over prisen sidste gang.

Det er et hyggeligt sted, som vi helt klart ville besøge indimellem, hvis vi boede i Seoul.