Vores dagligdag
Undtagen den allerførste morgen spiser vi morgenmad hjemme hver dag. Jens Peter får havregryn med mælk, og Hanne får brød med ost og prøver også nogle få gange en gang kopnudler, hvis vi ikke lige er kommet til bageren. De smager udmærket, men så er det heller ikke bedre. Vi ville gerne have lavet mad hjemme om aftenen, men køkkenet er simpelthen ikke egnet til at lave mad i, da der ikke er noget køkkenbord. Vi går derfor ud og spiser langt de fleste aftener, men tager også indimellem en sandwich med hjem, når vi er ude om eftermiddagen.
Vi går til bageren et par gange om ugen og handler typisk i supermarkedet én gang om ugen. Hvis vi besøger burgerbaren eller ølbaren Mollim i området, hvor supermarkedet ligger, handler vi typisk på vej hjem. Vi har vaskemaskine og tørrestativ i lejligheden, så vi vasker en gang om ugen.
I starten af vores ophold ligger temperaturen konstant over 30 grader, så da har vi vores aircondition tændt det meste af dagen. Der er et display på væggen lige ved siden af Jens Peters side af sengen, som lyser ret meget om natten, og da Jens Peter er sikker på, at det hænger sammen med vores aircondition, slukker han det en aften, da han går i seng. Det viser sig at være det varme vand, så han får et ret koldt brusebad næste morgen.
Vi besøger mange forskellige områder i Seoul, udforsker mange af de små smøger, besøger flere store varehuse og finder mange hyggelige stamsteder, som vi kommer til at savne. Vi er på en interessant guidet gåtur, besøger tre paladser og en række museer samt et kunstigt vandfald, Namsan Seoul Tower og designcenteret DDP. Derudover er vi på en dagstur op til grænsen til Nordkorea og tager toget til Busan i den sydlige del af landet, hvor vi har to overnatninger.