AuBon Katsu
Hvis man går ligeud, når man kommer ud ad vores gadedør, går der en meget stejl vej ned til den brede vej, hvor busserne holder, og metrostationen ligger. Midt på det stejleste stykke ligger en lille tonkatsu-restaurant, hvor vi spiser mange gange. Det er både nemt, billigt og godt, og især den ene af de ansatte er rigtig sød og hilser, når vi går forbi ude på gaden.
Vi bestiller og betaler maden i en automat, der står inden for døren, og der er kun få retter at vælge mellem. Tonkatsu er paneret svinekød, hvor man bruger en speciel tonkatsu-panering, og så serveres der altid revet kål med sesamdressing og misosuppe til; både kål og suppe kan man få ekstra af. Efter vi er blevet stamkunder, får vi indimellem lidt ekstra af det gode kød. Vi tager altid en cola til.
Restauranten er meget lille med kun to borde, et par pladser i vinduet og en bardisk hen langs køkkenet, så man skal helst komme omkring kl. 18.30, hvis man vil være sikker på et bord. Vi må kun vente kort tid en enkelt gang ude på gaden. Vi oplever derimod et par gange, at de sætter lukket-skiltet på døren, efter vi er kommet, da de ikke har mere kød.