Hillins og Santiago

Da vi er til vinsmagning på vores lokale café Tres Gatos, sidder Jens Peter ved siden af Santiago, som er der sammen med sin kæreste Hillins, sin svigermor og nogle venner. Han har studeret i Melbourne og er sød til at oversætte til engelsk, da det hele foregår på spansk. Vi falder i snak efter smagningen, og Jens Peter og Santiago bliver forbundet på WhatsApp.

Santiago underviser i økonomi på universitetet, og Hillins er en form for PA for Ecuadors transportminister. Han er 40 og hun 30; de har kendt hinanden i 10 år, men har kun været kærester de sidste to år.

Kaffe ved søenUgen efter skriver Santiago for at høre, om vi har nogen planer for weekenden. Det har vi ikke, og han spørger, om vi vil med på en tur, så vi kan se lidt af området uden for Quito. Det vil vi naturligvis gerne, og vi aftaler, at de henter os lørdag kl. 13.

Vi starter med at køre en times tid til den lille by Guayllabamba, hvor vi får frokost på Restaurante El Riobambeñito. Det er et hyggeligt sted med typisk ecuadoriansk mad, og vi sidder ude på terrassen. Vi lader Santiago og Hillins bestille og starter med empanadas og derefter en masse svinekød. Det smager virkelig godt.

Den oprindelige plan var, at vi efter frokosten skulle køre til markedet i byen Otavalo, men vi fornemmer, at tidsplanen er skredet lidt, for de spørger, om vi ikke hellere skal køre til søen Lago San Pablo, hvor vi kan drikke en kop kaffe. Vi kører til Hosteria Cabañas del Lago, som er et lille ressort med restaurant, hytteudlejning, minigolf, bådudlejning m.m., og vi sidder ud til vandet og får kaffe og en lille dessert. Søen ligger for foden af Volcán Imbabura.

På vej hjem kører vi ind et sted, hvor Santiago køber områdets specialitet biscottis, som han forærer os til næste dags morgenmad. Det er en form for kiks, og der følger en lidt pudsig ost og noget, der ligner karamelsovs, med. Vi spiser det, da vi kommer hjem, og det smager bedre, end det lyder. Vi er også inde et sted for at købe roser, og det er her, vi finder ud af, at Ecuador er storproducent af roser. Hillins får lavet to buketter, men vi nøjes med at købe et stort bundt roser til 2,5 dollars, som er rigtig flotte og holder i næsten to uger. Vi er hjemme kl. 20.30 og har haft en rigtig hyggelig dag.

Mellem jul og nytår skriver Santiago til os igen for at høre, om vi vil med ud at spise en aften – det vil vi selvfølgelig gerne. De henter os kl. 19, og vi kører op til restauranten Vista Hermosa, som har en fantastisk udsigt over det historiske centrum. De har på forhånd bedt os om at tage varmt tøj på, da vi skal sidde udenfor på terrassen. Det er vi glade for, da det er ret koldt. Vi deler alle fire nogle empanadas til forret, og vi bestiller derefter en steak hver, mens Santiago og Hillins tager en til deling. Maden er god, udsigten fantastisk, og vi har det rigtig hyggeligt.

Da vi kører hjem, kører vi en tur ind gennem det historiske centrum, hvilket for os er en lidt speciel oplevelse. Klokken er 22.30, og byen er helt spøgelsesagtig, da alle butikker og restauranter er dækket til af nedrullede skodder, og gaderne er fuldstændig øde. Vi ser et enkelt par på vej hjem, og et andet sted står der en flok unge på et gadehjørne, som ikke ligner nogen, man har lyst til at møde; ellers ser vi ingen overhovedet. Vi har sjældent set noget så dødt. Vi er glade for, at vi ikke er kommet til byen på ferie og har valgt et hotel her, for det ville godt nok have været trist.

Vi er meget glade for at have mødt Santiago og Hillins, som har været meget søde og gæstfrie og har givet os nogle gode oplevelser. Det ville nok ikke være sket i Danmark.