Oyama og Kenroku-en-haven
Om søndagen den 10. maj har vi det skønneste solskinsvejr, og vi starter dagen med at besøge helligdommen Oyama, der ligger tæt på hotellet. Oyama er en historisk shinto-helligdom fra 1599, dedikeret til Maeda Toshiie og hans kone. Den smukke port blev i 1875 udpeget som en vigtig kulturel ejendom, idet den meget usædvanligt blander japanske, kinesiske og vestlige arkitektoniske stilarter; i toppen ses nogle smukke hollandske farvede glasvinduer. Det er et smukt lille område med en køn lille sø.
Fra Oyama går vi over til den kendte have Kenroku-en, der officielt er udråbt til at være en af Japans tre smukkeste landskabshaver. I haven ligger der en flot sø, og ved den nordlige bred finder man den ikoniske Kotoji-tōrō, der er en lanterne, som i sin tid lyste søen op. Det skulle være den mest fotograferede genstand i Kanazawa, men vi synes nu, den ligner de mange andre stenlanterner, vi har set rundt omkring i Japan; vi tager selvfølgelig også billeder. Haven dækker et stort areal, og her er meget smukt med mange forskellige træer og buske, så vi går rundt og nyder haven og vejret i knap halvanden time.
Efter besøget i haven går vi gennem Kanazawas slotspark op til byens fiskemarked, hvor vi får en god frokost.