Vietnam | Hanoi | Restaurant

Hanoi Fusion Pub & Restaurant

Hanoi Fusion

Hvis du besøger bydelen Trúc Bạch i Hanoi, kan vi anbefale et besøg hos Hanoi Fusion Pub & Restaurant. Her får du lækker vietnamesisk mad til meget lave priser, og betjeningen er helt i top. Tjenerne taler godt engelsk, og de er gode til at fortælle om de forskellige retter.

Vi kan især anbefale deres stegte forårsruller. 

Australien | Melbourne | Seværdighed

Healesville Sanctuary

Koala, Healesville Sanctuary

Healesville Sanctuary ligger en times kørsel fra Melbourne, og vi kan bestemt anbefale et besøg. Det er en zoologisk have, som kun har australske dyr, og man kan ikke undgå at blive forelsket i de søde koalaer. Haven er meget fint anlagt, og man kan lære rigtig meget, hvis man tjekker deres program på forhånd, så man kan se, hvornår dyrepasserne fortæller om de mange spændende dyr.

Husk myggespray. 

Vietnam | Ho Chi Minh City | Mikrobryggeri

Heart of Darkness

Heart of Darkness

Hvis du kommer til Ho Chi Minh City og godt kan lide øl, er du nødt til at besøge bryggeriet Heart of Darkness, for de har simpelthen nogle af de bedste øl i hele Sydøstasien. Det er en hyggelig bar, hvor du får god betjening, og her er mange forskellige øl i hanerne. 

Vi er vilde med deres stout, men prøv en af deres smagninger, så du kan finde din egen favoritøl. 

Cambodia | Phnom Penh | Restaurant

Hops Craft Beer Garden

Hops Craft Beer Garden

Skulle man nu få lidt europæisk hjemve, mens man er i Phnom Penh, kan vi anbefale et besøg hos Hops Craft Beer Garden. Her er god tysk mad, gode øl og ikke mindst en hyggelig gårdhave og søde tjenere.

Om fredagen er her grillbuffet og for en fast pris også øl ad libitum.

Bolivia | Sucre | Museum

Iglesia de San Felipe de Neri

Fra taget af Iglesia de San Felipe de Neri

Iglesia de San Felipe de Neri er efter vores mening Sucres smukkeste seværdighed. Du kan besøge klostergården og kirken, men det er først oppe på taget, at man rigtig ser, hvor smukt her er. Her kommer udtrykket Den hvide by rigtig til sin ret.

Husk, at der kun er åben om eftermiddagen, da stedet i dag fungerer som skole.

Panama | Panama City | Bar

Istmo Brew Pub

Istmo Brew Pub

Et hyggeligt lille mikrobryggeri i bydelen El Cangrejo i Panama City, som har gode øl og også et mindre menukort.

Det er altid velbesøgt, og det er hyggeligt at sidde udenfor, selvom det til tider er lige varmt nok her i byen.

Mexico | CDMX | Jazz

Jazzatlán Capital

Jazzatlán Capital

Jazzatlán er en jazzklub i Roma Norte i Mexico City. Grundet COVID-19 i 2021 havde de flyttet alle koncerter ud på gaden, hvilket var rigtig hyggeligt; vi håber, de fortsat har den tradition. Der er enten koncert kl. 17 eller kl. 20, og der er meget få pladser, så kom i god tid.

I dag er der nok flere muligheder, fordi de også har en indendørsscene. 

De har et mindre menukort, men maden er god og passer fint, hvis man vil have noget let, mens man lytter til musikken.

Kina | Chengdu | Seværdighed

Jinli Ancient Street

Jinli Ancient Street

Jinli Ancient Street og templet Wuhou Memorial, der ligger i parken ved siden af, er absolut et besøg værd. Det er gratis at gå gennem Jinli Ancient Street, hvor der er smukke huse, hyggelige butikker og en lille sø, og det samme gælder parken. Du skal betale et mindre beløb for at besøge tempelområdet, men det er bestemt pengene værd, da her er meget smukt.

Du kan sagtens bruge nogle timer her.