Mundo Alpaca

Mundo Alpaca ligger i den nordlige del af det historiske centrum. Vi besøger stedet første gang, da vi er på guidet gåtur, og vælger at besøge det endnu engang, da mørket var ved at falde på, da vi var her første gang.

Stedet fortæller især om produktionen af alpakauld; et produkt, der fylder meget i gadebilledet i Arequipas historiske centrum, hvor man alle steder kan købe trøjer, ponchoer, huer, sokker, tørklæder og vanter lavet af uld fra de søde alpakaer. Her på stedet er der lamaer og alpakaer, og vi får at vide, at vi især skal holde øje med den sorte, som godt kan finde på at spytte. Det skulle lugte ganske forfærdeligt og være ret ubehageligt.  

Der findes seks forskellige arter inden for lamafamilien: to typer lamaer, to typer alpakaer samt vicuñaen og guanakoen. Af disse arter er alpakaen og lamaen husdyr, mens vicuñaen og guanakoen er vildtlevende arter. Man regner med, at der lever ca. 4 mio. alpakaer i Sydamerika, og ca. 80% af disse lever i Peru. Alpakaen lever i Andesbjergene i 3.000 til 4.500 meters højde, hvor temperaturudsvinget kan ligge fra 30 plusgrader om dagen til 20 minusgrader om natten, så deres pels skal kunne modstå lidt af hvert. Man kan købe produkter lavet af baby alpaka, hvilket betyder, at det er lavet af den blødeste uld, som findes på alpakaens bryst – denne uld er syv gange varmere end fåreuld.  

Ud over at man kan læse lidt om produktionen og mærke, hvor blød ulden er, sidder der også et par kvinder, som væver, og så er der naturligvis en butik, hvor man kan købe nogle af de flotte produkter; de kan virkelig noget med mønstre og farvesammensætning her i Peru.

Det er i øvrigt ikke kun ulden, man bruger; kødet er også rigtig lækkert. Det anses for at være noget af det sundeste kød i verden, da det er fedtfattigt, har et højt proteinindhold og det laveste kolesterolniveau. Vi spiser det flere gange, og det kan klart anbefales.