Vores dagligdag
Bortset fra at vi for det meste vasker tøj om mandagen og handler ind i supermarkedet Franco ca. en gang om ugen, har vi ikke så mange rutiner. I starten laver vi mad hjemme nogle gange, hvilket er dejligt efter vores to måneder i Mendoza, hvor vi slet ikke lavede mad, men da vi har lidt svært ved at finde kød, ender det hurtigt med, at vi alligevel går en del ud og spiser. Da det bliver ret koldt om aftenen, og vi ikke altid har lyst til at gå ud, spiser vi nogle gange en god frokost inde i centrum og køber brød med hjem fra bageren, så vi nøjes med en sandwich om aftenen. Vi kan godt lide vores område Yanahuara og spiser ude her nogle gange om ugen, men udbuddet af de lidt bedre restauranter er større i det historiske centrum, så der går vi ind flere gange om ugen, enten om dagen eller om aftenen.
Vi har vænnet os til at gå uden mundbind i Mendoza, men der er man desværre ikke nået til endnu i Arequipa. Langt de fleste af de lokale går stadig med mundbind, men da der ikke er et decideret krav, når man er udenfor, vælger vi simpelthen at droppe vores. Vi tager det dog oftest på, når vi går indenfor, og i supermarkedet Franco skal vi fremvise vaccinationsbevis og sprittes af. I shoppingcentre, hos Claro og på nogle museer skal man have to mundbind på.
Prisniveauet i Peru er højere end i Colombia og Argentina, men lavere end i Chile og Ecuador, hvilket vil sige, at det stadig er rimelig billigt at gå ud at spise, men at der også er ting, som er pænt dyre. Det tøj, vi køber i alpakauld, er garanteret ikke så dyrt, som det ville være andre steder i verden, men billigt er det ikke, og importerede varer er rigtig dyre. En lille æske ferrero rocher koster over 100 kr., og den billigste dåse flåede tomater koster 15 kr.
Der kører rigtig mange taxaer rundt, og de har ikke noget taxameter. Man aftaler prisen, inden man sætter sig ind, hvilket egentlig er meget rart – så slipper man for overraskelser. På de lidt bredere veje kører der virkelig mange busser; det er lidt mindre busser, og konduktøren står i den åbne dør og råber, hvor bussen kører hen, og så gælder det om at holde sig til, da de hurtigt kører videre.
Den 16. juni er der en større religiøs festlighed i Arequipa, men vi finder ikke ud af, hvad der bliver fejret. Hele dagen arbejdes der på Plaza de Armas på at lave store og meget flotte kunstværker af farvet jord og blomster på vejen, der går rundt om pladsen. Om aftenen, hvor vi går ind til byen igen, afholdes der messe fra et større podie oppe ved kirken, og der er samlet rigtig mange mennesker på pladsen. Da messen er ovre, bliver der holdt nadver nede blandt folk, idet en række præster går rundt med skilte, så folk ved, hvor de skal gå hen. Det hele sluttes af med en procession, som kører henholdsvis går hen over de flotte kunstværker, som efterfølgende bliver fjernet helt – en kort fornøjelse, synes vi.
Dagen før vi skal flyve til Cusco, tirsdag den 12. juli, oplever vi endnu engang jordskælv. Det er 96 km fra Arequipa i 10 km dybde og bliver målt til 5,5 på Richterskalaen. Vi er på vej ud ad døren for at gå ud at spise, og det mærkes tydeligt, at huset ryster. Hanne synes ikke, det er sjovt, og det hjælper heller ikke, at naboen står ude i opgangen og tydeligvis er bange. Da vi går hen til restauranten, møder vi mange mennesker, som er gået ud af deres huse, og Angela skriver også til os for at høre, om vi er okay. Da vi kommer hjem igen, oplever vi endnu en rystelse, og vi vågner også om natten, da der kommer endnu et lille skælv. Det vænner vi os vist ikke helt til. Der er i øvrigt et skilt på alle restauranter, der viser, hvor det er sikkert at være i tilfælde af jordskælv.
Den 28. juli er Perus nationaldag, og også den 29. juli er en helligdag. Det markeres ved, at der flages i hele byen, og den 28. er der rigtig mange mennesker på Plaza de Armas, hvor der bl.a. er maleriudstilling af en række lokale kunstnere. Ellers sker der ikke så meget i den anledning – hvis der gør, opdager vi det i hvert fald ikke.
Vi har kun to måneder i Arequipa, og da vi tager på tre ture væk fra byen, hvor turen til Cusco og Machu Picchu tager seks dage, er vi enige om, at to måneder er lige i underkanten, hvis man skal nå at få ordentlig føling med en by. Nu har vi allerede booket to måneder i Montevideo, men ellers vil vi fremover som udgangspunkt forsøge at være tre måneder hvert sted.
