Kina | Tongli | Seværdighed

Tongli

Tongli

Området omkring Suzhou er kendt for sine små vandbyer, og vi kan anbefale et besøg i den gamle del af byen Tongli. Her er helt utrolig smukt med små kanaler, fine broer og smalle små gader, og her er også et par haver, som det er værd at besøge. Man kan sagtens bruge nogle timer her.

Det er både muligt at komme hertil fra Suzhou og Shanghai, og vi anbefaler et besøg lidt uden for sæson, da man så har byen næsten for sig selv.

Kina | Hongkong | Seværdighed

Victoria Peak

Victoria Peak

Den absolut største oplevelse i Hongkong er udsigten fra Victoria Peak, som er Hongkong-øens højeste punkt. Tag kabelbanen The Peak Tram, der er en oplevelse i sig selv, og køb også billet til udsigtsplatformen, så du rigtig kan nyde udsigten over både Hongkong, havnen og Kowloon.
 

Tag gerne tidligt afsted, så du undgår de værste køer.

Kina | Chengdu | App

Vigtige apps

Når man rejser i Kina, er der nogle ting, man skal være opmærksom på.

De vestlige sociale medier er forbudte for kineserne. For at du kan bruge Google Maps, Facebook, Instagram, Saxo og mange andre, skal du altså omgå deres låse. Den gode nyhed er, at der er kinesiske alternativer.
Adgang til vestlige medier sikres med udenlandsk SIM-kort og/eller en VPN. Vi havde LetsVPN på alle vores enheder.
Google Maps er ikke opdateret i flere år. Vi benyttede det lokale Amap.
Betaling med kreditkort kan kun ske nogle steder (hoteller o.l.). I Kina benytter man WeChat og Alipay. Vi havde Alipay. Inden vi kom, oprettede vi en konto, tilføjede vores kreditkort og validerede os. Når du skal betale, skal du vælge enten at vise din QR-kode eller lade sælgeren skanne din.
Inde i Alipay er der en stribe mini-apps, som Alipay hjælper med at oversætte.
DiDi var den, vi benyttede mest (Kinas svar på Uber eller Taxi). Betalingen sker i appen via Alipay.
Der er også apps for bestilling af togbilletter, hoteller, billeje og meget andet inde i appen.

Kina | Xi'an | Seværdighed

Xi'ans bymur

Bymuren i Xi'an, Kina

Xi’an har en af Kinas ældste og bedst bevarede bymure, og hvis du har mulighed for det, vil vi anbefale, at du bor i den gamle by tæt på den sydlige bymur. Det er hyggeligt at gå tur langs muren, både på den indvendige og udvendige side, og man må bestemt heller ikke snyde sig selv for en gåtur oppe på muren, både om dagen og ved solnedgangstid. 

Det er også muligt at cykle en tur deroppe, da man kan leje en cykel.

Kina | Beijing | Restaurant

Xiaoxiang Restaurant

Xiaoxiang Restaurant

Når man er i Beijing, må man ikke snyde sig selv for den meget lækre ret pekingand, der er smalle strimler af and, som rulles ind i en tynd pandekage. Der er mange restauranter, som tilbyder denne ret, men vi kan anbefale Xiaoxiang Restaurant, som har mange lokale gæster, og hvor du ikke behøver at stå i kø for at få bord. Anden er naturligvis også lækker.

De har også mange andre spændende retter på menuen.

Kina | Chongqing | Restaurant

Ya Ding Fresh

Ya Ding Fresh

Hvis du har lyst til at prøve hot pot, kan vi anbefale restauranten Ya Ding Fresh, der ligger i indkøbscenteret Metropolitan Oriental Plaza. Du steger og koger selv din mad nede ved bordet, og der er en kæmpe buffet med kød, fisk, skaldyr og grøntsager. Personalet er meget hjælpsomme, og buffeten inkluderer også desserter og drikkevarer.

Du bestemmer selv, om din hot pot skal være med eller uden chili, og hvis du er fyldt 60, er det ekstra billigt.

Kina | Xi'an | Restaurant

Youyou Shaoniao Bistro

Youyou Shaoniao Bistro

Vi kan anbefale et besøg på den japanske restaurant Youyou Shaoniao Bistro, hvor du bl.a. kan få flere lækre ting sat på pinde, både kød, fisk og grøntsager. Du vælger selv, hvad du vil have, hvorefter kokken griller det hele for dig, og du kan sidde i baren og følge med i tilberedningen. 

De taler ikke meget engelsk, men de gør, hvad de kan, og man føler sig meget velkommen.