Youyou Shaoniao Bistro
Hvis vi drejer til venstre, når vi kommer ud ad hotellet, kommer vi op til Youyou Shaoniao Bistro, der er en japansk restaurant. Her kan man vælge forskellige former for pinde med bl.a. oksekød, svinekød, kylling, majs, ananas og svampe, som tjeneren derefter afleverer til kokken, der griller det hele efter at have penslet med teriyakisovs. Der er to kokke, og den ene griller, mens den anden passer frituren og de andre ting.
Vi vælger en hvedeøl i køleskabet og sætter os i baren, så vi kan se kokkene arbejde. Der er også et par borde i restauranten, men de er alt for lave til os. Man kan få andre retter end mad på pinde, men da alt står på kinesisk, og de ikke taler engelsk, holder vi os til det, vi kan se, hvad er. Vi bestiller dog et par gange nogle friturestegte grøntsager og rejer, som nogle andre kunder bestiller, men det bliver nu hurtigt lidt for fedt.
Det er et lille og hyggeligt sted, som vi besøger flere gange, da vi føler os godt tilpas, og maden er god. Kokken vil meget gerne snakke med os, men da han ikke kan et ord engelsk, åbner han i stedet en øl, når vi kommer, så vi i det mindste kan skåle med hinanden, så vi klinker og siger ganbei. Han byder også på lidt brændevin en af gangene.
Her er pænt med gæster om fredagen og om lørdagen, men de øvrige dage er her rimelig tomt, og så sidder kokken ude på terrassen og ryger og hilser på os, når vi går forbi på vej til en af de andre restauranter.